Den enkle ide er normalt den mest geniale. Geniale idéer der udføres af Tom Hardy er tæt på noget, der ligner verdensklasse.

Når man så samtidig tager den storroste manuskriptforfatter, Steven Knight, med i ligningen, så går alting op i en højere enhed. Næsten da.

Manden bag drejebøgerne til film som ‘Eastern Promises’ og ‘Dirty Pretty Things’ sætter sig for anden gang i karrieren bag kameraet, og det gør han med et, på idéplan, simpelt men skarptskåret manuskript.

Historien om Ivan
Tom Hardys Ivan Locke sætter sig ind i sin bil og kører hjem fra sin arbejdsplads, velvidende at den følgende dag bliver den vigtigste i hans voksne arbejdsliv. Et par minutter inde i køreturen ringer han imidlertid op til sin elskerinde, der venter Ivans ufødte barn.

Beskeden han her får overbragt sender både Ivan og hans biltelefon på en tour de force igennem utallige telefonopkald, der fletter sammen på historien om en mand skåret efter den engelske middelklasse – alt sammen filmet bag rettet på Lockes bil.

Historien om spillet
Enerummet i film er ikke en nyskabelse og ‘Locke’ vækker også klare referencer til eksempelvis Hitchcocks mesterligt skårede ‘Rear Window’ og ‘The Rope’. Film som tager teaterets kammerspiel og spiller det ind på filmruller.

Det er den fikserede scenografi og det psykologiske spil, der er i fokus her. Noget der kræver to essentielle ingredienser for at lykkedes; en kreativ indgangsvinkel til filmningen og et bundsolidt cast.

Begge ting kan glædeligt krydses af tjeklisten i ‘Locke’. Med spejlreflektering af vinduesruderne, som var det ikke en Volkswagen vi befandt os i, men derimod det ydre rum, formår Knight at skildre den meget intime, men samtidig skelsættende placering som Locke befinder sig i.

Det er bevidst og stilsikker kameraføring, men det sidder lige i skabet og sætter de ideelle rammer for en lige så sikker Tom Hardy. For nu at bruge en floskel, er det lidt ligesom om den London’ske rebel ikke kan sætte en fod forkert. Selv når han ikke skal spille med musklerne, er der så meget kropslig energi i Hardys spil, at indlevelsen bliver total.

Historien om England
Der hvor filmen midlertidigt knækker er i dens lettere overgjorte dialog. Et element der er så essentielt for et kammerspiel har tendens til at blive tilstoppet med metaforer. Det er desværre tilfældet for Knights forsøg udi genren, på et niveau hvor real- og billedplan bliver et.

For ’Locke’ er historien om en mand, der i alle facetter fremstår som et tidsbillede på den engelske middelklasse. Det er prisværdigt, men for let gennemskueligt og sætter en stopper for videre funderinger over tematikker efter filmens slutning.

Men som idé og især på grund af Hardys sublime spil, formår ‘Locke’ at være et bud på et næsten helstøbt moderne kammerspiel. Steven Knights andet forsøg i manegen er i hvert fald godkendt.