En sædvanlig film om et usædvanligt liv.

 

’Løfte ved Daggry’ er en film om opvæksten og de tidlige år for den franske forfatter Romain Gary. En forfatter, jeg selv ikke var bekendt med, da jeg tog ind for at se denne film, og som jeg desværre må sige, at ikke tændte nogen lyst til at stifte bekendtskab med heller.

 

Historien bygger på Garys magnum opus, ’Morgenrødens Løfte’, som omhandler hans egen opvækst og forhold til sin ekstremt overbærende mor. Dog er det noget mærkelig opbygget. Vi møder først en aldrende Gary (Pierre Niney) i en lille landsby i Mexico, hvor han får et ildebefindende, som fører til at hans kone læser igennem manuset til det, som skulle blive ’Morgenrødens Løfte’. Denne rammefortælling, som vi tit returnerer til, er nok det svageste led i den vaklende, episodiske film. Heldigvis kommer vi hurtigt til det sneklædte Vilnius, hvor vi møder den unge Gary og hans mor (Charlotte Gainsbourg). Dynamikken og kærligheden mellem de to bliver også hurtigt etableret og danner tematikken i filmen: en dreng, der gerne vil gøre sin mor stolt.

 

Den første halvdel af filmen er ret god i sin måde at skildre opvækst og forelskelse (udenom nogle absurde sex-scener) og hjælpes godt af sted af solide præstationer fra først Pawel Puchalski og derefter Nemo Schiffman. Det er efter, at vi får Pierre Niney på banen, at det begynder at gå nedenom. Her forlader vi det bedste ved filmen, nemlig scenerne med Charlotte Gainsbourg, til fordel for at udforske den voksne Garys præstationer. Det virker som om instruktøren selv forstår, at Gainsburg er filmens stærkeste led, så Gainsbourg bliver tit kastet ind i scener uden forvarsel, hvad end det faktisk er hende, der dukker op på de mindst passende tidspunkter (noget, der sker så ofte, at det næsten bliver en gag gennem filmen), eller om det er gennem Garys hallucinationer. Gainsbourg portrætterer Nina, Garys mor, som en stolt og skør, men samtidig såret kvinde. En, der aldrig rigtigt har opnået noget for sig selv, og som dermed læner sig op ad de kommende præstationer fra sin søn, som Gary så forsøger at leve op til.

 

Det går i ryk og nap, men til slut kommer vi til det tårevåde klimaks, som på trods af filmens famlende sidste halvdel faktisk rammer der, hvor den skal – dog uden den helt store emotionelle indvirkning. Filmen er nok mest interessant for de, der kender Gary fra før, eller er interesseret i endnu en opvækstfilm fra optakten til anden verdenskrig.

 

 

 

Foto: Miracle Film