Menneskejærven med de nyttige næver er tilbage. ’Logan’ blander på sær vis superheltefilm med nitty gritty-tematikker og adskillige menneskespidninger.

Det formodentligt sidste kapitel om den modbydeligt muskuløse menneskejærv har indtaget de danske biografer. Hugh Jackman vender tilbage i rollen som Wolverine, der på vanlig vis har til formål at redde nogle mens han ser frustreret og en kende ked af det ud.

I denne omgang er det en flok mutantbørn. Den amerikanske hær har på ny haft fingrene i den vanlige kagedåse. Du ved, den der er fyldt med idéer til at skabe den ultimative supersoldat. Opskrift lyder på, at man tager en fattig mexicaner og giver hende et skud mutantsæd. Dernæst beholder man afkommet i et Larkhill-lignende center, hvor man så yderligere overvåger deres udvikling og forsøger at inkorporere mest mulig ondskab i deres væsen. Det lykkedes heldigvis ikke. Menneskeheden sejrer og børnene lykkedes i at slippe bort fra det uhumske undersøgelsescenter.

Det er hårdt at være helt
Efter succesen med ’Deadpool’ smider Marvel igen det børnevenlige håndklæde i ringen og giver sig i kast med en R-rating. Det er til at føle når den purunge Laura (Dafne Keen) kaster med elitesoldaters afkappede hoveder for ikke at tale om ikke de adskillige menneskespidninger filmen kaster om sig med. Hele omgangen med universet er ganske nitty gritty og det klæder det momentvist meget fint.

Desværre munder det alt for ofte ud i, at alt er gråt og verden er ond. Den aldrende Logan drikker som en nordjyde under happy hour, Charles Xavier har en (sandsynligvis) uhelbredelig hjernesygdom og det hele er sgu lidt øv. Verden har aldrig været god mod superheltene, og det ynder den at minde os om igen og igen. Genremæssigt føles det som om, at den skifter mellem en typisk superhelteseance med en ekstra spand blod og en slags superhelte-socialrealisme.  Folk dør fra en ende af og det hele føles umådeligt nedtrykkende og meningsløst.

Overfladisk superhelteunderverden
Med filmen har man forsøgt at give superhelteuniverset en karaktermæssig dybde. De personlige problemer og livets gang tager lige pludseligt hårdt på karakterer, der vanligt altid rejser sig op – uden det store pårøre – fra ekstreme fysiske som mentale hårdheder. Det virker bare ikke helt, og man bliver fanget mellem en verden, hvor udødeligheden altid har hersket. Pludseligt begynder døden og sorgen eksplicit at herske som tematik, og det er som seer svært at finde fodfæstet i.

’Logan’ er fuld af blod, sved og mulighed for at empatisere men struktureret på en måde, der gør det eminent svært at investere sig I den. Selvom skuespilspræstationer er ganske glimrende langt hen af vejen så føles det hele lidt påduttet. Det er svært at sætte en finger på præcis hvad den gør forkert, men på trods af en generelt høj underholdningsværdi og et fint forlæg føles oplevelsen hverken speciel eller nævneværdig.