Soderbergh er kongen af kupfilm og ’Logan Lucky’ er mandens triumferende tilbagevenden til spillefilm.
Nogle gange har man brug for en pause. Man når et punkt, hvor man bare siger ”fuck it” og trækker stikket ud. Træt af at banke hovedet mod muren, har man brug for et break til at finde lysten igen.
Det var det Steven Soderbergh gjorde. Han annoncerede sin pension som filminstruktør. Han fortsatte dog med at lave tv og efter et par år med det, var han klar til at vende tilbage til film med denne perle.
Jimmy Logan (Channing Tatum) er just blevet fyret fra sit job. Efter en knæskade satte en stopper for hans footballkarriere, har han taget forskellige jobs for at sørge for sin datter. Da hans eks-kone så proklamerer, at hun vil flytte til en anden stat med hans datter, bliver det for meget.
Med udsigten til at være flad og langt væk fra sin datter, begynder en plan at forme sig – han vil lave et kup for at skaffe penge, så han kan være tættere på datteren.
Som assistance har han sine søskende, den enarmede bartender, Clyde (Adam Driver) og frisøren med oktan i blodet, Mellie (Riley Keough).
Holdet rundes af med den ultra karismatiske sprængstofsekspert Joe Bang (Daniel Craig) og hans knapt så kvikke brødre (Brian Gleeson og Jack Quaid).
Fornøjelige finurligheder
”Smooth” er ordet, der bedst beskriver filmen. Der er en legende lethed over den, som kun kommer når tingene er gjort godt.
Det kommer især til udtryk, når det gælder historien. Den er på sin vis simpel, men med tilstrækkeligt mange krumspring til, at man ikke keder sig. Vi får at vide, at de vil røve en pengeboks under en NASCAR-bane, men hvordan det egentlig skal udføres, får vi ikke at vide.
Det gør, at man som publikum hele tiden er engageret i, hvad der sker. Man vil løse puslespillet som filmen giver. Derfor skal der heller afsløres alt for mange detaljer her, da det ville tage brodden af de vidunderligt absurde og underholdende momenter.
Dog skal Clydes teori om, at Logan familien har forbandelse hvilende over sig nævnes. Hvert eneste eksempel han fortæller om er næsten et country-album værdigt, og hvilket egentlig opsummerer filmens humør fint – et country-album lavet som en komedie.
Bang for skillingerne
Humoren er ikke til at stå for. I mindre talentfulde hænder kunne det nemt have udmøntet sig i en stereotypisk redneck latterliggørelse. Det sker ikke, men der er dog en par karikaturer, der får en over næsen. Tydeligst Seth McFarlanes grotesk irriterende, britiske ejer af et NASCAR-team. Sjældent har jeg været så glad for at se en karakter få klø.
Heldigvis er der rigeligt til at opveje ham. Især mr. Joe Bang. Lige dele gal og genial er Bang en af 2017s mest enigmatiske karakterer. Fra hans forkærlighed for godt saltede æg til hans verbale pingpong med Drivers afdæmpet Clyde, så er han i scenestjælende storform. Det er en stor bedrift i denne sammenhæng, da næsten alle (jeg kigger på dig McFarlane) leverer det de skal og lidt mere.
Held i uheld
Selvom filmen indeholder en løssluppen vildskab, så bliver den hele tiden holdt jordnær. Jimmy gør det, fordi han vil skabe et bedre liv for sin datter. Det er måske en kliché, men det fungerer overordentligt godt her. At det så bliver omkranset af hysterisk morsomme øjeblikke, bl.a. filmhistoriens suverænt bedste brug af vingummibamser, er bare den sprøde skorpe på en god créme brulée. Historien om de evigt uheldige Logan’er er uforpligtende, skøn galskab. Som den flirt man tænker tilbage på og griner fjoget af glæde.
