London Film Festival starter i aften

af Andreas Baumann

Photo: BFI London Film Festival

I aften kl. 20 dansk tid skydes London Film Festival i gang for intet mindre end 55. gang. Det sker med åbningsfilmen ”360” med Jude Law, Anthony Hopkins og Rachel Weisz i hovedrollerne. Filmen er det eneste på programmet for i aften, og der har desværre længe været totalt udsolgt til denne åbningsceremoni. Den eneste mulighed for at sikre sig en billet er, at stille sig i kø i god tid til billetlugen og håbe på, at et par andre gæster skulle være forhindret i at møde op. På deres Twitter-profil har ledelsen af filmfestivalen således forklaret, at der da altid er en chance for at få billetter på denne måde. En lille chance, ja.

Det gælder også for et af festivalens højdepunkter nemlig David Cronenbergs nye film ”A Dangerous Method”, som altså også er helt udsolgt. Men her er det måske værd at tage chancen. Samarbejdet tro spiller Viggo Mortensen med i en central rolle, ligesom han også gjorde i Cronenbergs ”Eastern Promises” og ”A History of Violence”. Forventningerne til filmen store, selvom beskrivelsen af filmens fortælling virker lidt speciel: Et kig på det intense forhold mellem Carl Jung og Sigmund Freud som var fødslen til psykoanalysen. Et must for psykologer og filmelskere mandag den 24. oktober.

Hvis man er en entusiastisk filmgænger, kan det hurtigt blive dyrt at være til filmfestival. Og det er altså lidt irriterende med de stigende og i forvejen skyhøje priser til filmfestivaler. I stedet for en ren hyldest til film, bliver filmfestivaler – inklusiv denne i London – ofte gigantiske pengemaskiner, hvor efterspørgslen efter ellers ukendte og lidt specielle film er kunstig højt. Mange vælger at tage en ekstra gang eller to i biografen under en festival, men denne efterspørgsel udnyttes helt kynisk af arrangørerne til at høste mest muligt profit. Som et lille plaster på hullet i lommen har London Film Festival dog sørget for, at der også er et par gratis begivenheder. En af de mere spændende heraf er en diskussion af kultfilm.

Lørdag den 22. oktober kl. 19.30 giver de to kultfilmforskere Xavier Mendik og Ernest Mathijs således en guide til de vigtigste 100 kult film. Det sker gennem fortælling og fremvisning af filmklip alt imens de vil forsøge komme frem til svar på, hvad der gør en film kult. En brugbar lektion for alle unge håbefulde filmmagere.

Først i morgen begynder filmfestivalen for alvor. Her er programmer godt fyldt ud, og allerede kl. 11 om formiddagen afholdes lidt af en metaevent. ”En mulighed for unge mennesker for at møde professionelle fra Londons Film Festival”, som det hedder i programmet. Her skulle man kunne få svar på, hvem der udvælger film til festivalen og hvem der ellers trækker i trådene bag filmlærredet. Lidt selvforherligende, men så kan de da også sælge billetter til det.

De mest eftertragtede billetter er formentligt til den såkaldte ”Surprise Film”, søndag den 23. oktober som ikke bliver afsløret før på selve aftenen. Her er også allerede udsolgt, og har man ikke billetter, kan man jo håbe på, at alle der har, har købt katten i sækken, som jo kunne vise sig at være et lig.

Der er meget mere på programmet, som man kan kaste sig ud i at undersøge. Det hele kan findes på www.bfi.org.uk. Men tøv nu lidt med at kaste penge efter flybilletter og hele molevitten. London er ikke Cannes, og ikke engang Berlin målt i prestige. Så med mange af filmene er det sikkert mere lønsomt at vente til man kan se dem andre steder til billigere penge.