Et take på det moderne parforhold udspiller sig i den charmerende alliance mellem en uortodoks journalist og en ambitiøs udenrigsminister. Resultatet er en utroligt velspillet komedie, hvor Seth Rogen og Charlize Therons kemi slår rekorder.
Fred Flarsky (Seth Rogen) er en principfast journalist på et lokalt medie fra Brooklyn. Da mediet bliver opkøbt af en mediemogul, han ikke kan fordrage, må han dog forlade arbejdspladsen, som han betragter som en synkende skude.
Til en fest støder han på Charlotte Field (Charlize Theron), som engang plejede at babysitte ham. Nu er hendes erhverv drastisk anderledes – hun er nemlig landets udenrigsminister. De kommer godt ud af det med hinanden, og Charlotte beslutter at hyrde Fred som sin taleskriver. Han rejser med på hendes internationale politiske rundrejse, og kærligheden imellem dem vokser.
Et umage par
I ’Long Shot’ møder vi Seth Rogen i hans mest sympatiske rolle til dato. Han har taget springet fra sin klassiske rolle som ”man child” (’Knocked Up’, ’Bad Neighbours’, ’The 40 Year Old Virgin’) til undersøgende journalist med et tydeligt værdisæt. Lidt ”man child” sidder der dog tilbage i ham, blandt andet i form af hans tøjstil og manglende selvtillid, men det er til gengæld i de helt rigtige mængder. Charmen er stor, og hans kemi med Charlize Theron endnu bedre.
Umiddelbart kan plottet lyde opsat, urealistisk og irriterende rom-com-isk. Hvorfor i alverden skulle en velrespekteret og gudesmuk udenrigsminister falde for nørdede Fred Flarsky?
Jeg køber dog deres romance 100%. Deres karakterer er nuancerede og uperfekte – de er begge fjollede, usikre, kloge, hårde og principfaste, men på forskellig vis. Begge har de følelser og et intellekt, og derfor fremstår de som hele mennesker – og det sgu lidt banebrydende for rom-com’en!
Seth Rogen som Marilyn Monroe
For at Fred kan passe ind i Charlottes liv, skal han ’tilpasses’ i form af en makeover, og en herlig reference bliver trukket til Marilyn Monroe og hendes forhold til JFK. Skal Fred være Charlottes Marilyn? Et spændende spørgsmål, der leger med kønsrollerne.
Det negative syn på kvinder i politik bliver hele tiden nævnt i form af irriterende mandlige tv-værter, der kommenterer på Charlottes udseende frem for hendes politiske agenda. Skræmmende kommentarer som ”kvinder har menstruation, og derfor kan de ikke tage beslutninger” tegner paralleller til nutidens amerikanske politiske landskab på bedste satiriske vis.
’Long Shot’ bliver et næsten feministisk værk i de øjeblikke, og det glæder mig meget. Også Freds forhold til Charlotte kan ses som et moderne, feministisk parforhold. At det er kvinden i forholdet, der besidder en magtfuld position i samfundet, bliver ikke anfægtet som latterligt eller usandsynligt. Hun kører med klatten, for hvorfor fanden skulle hun ikke det? Fred og Charlotte er ligeværdige alligevel.
