Poetisk skønhed i et krigshærget mareridtsland – et fascinerende paradoks i australske Cate Shortlands imponerende fortolkning af historien om pigen Lore, der ved 2. verdenskrigs afslutning brutalt konfronteres med den ubegribelige sandhed om sin faders ugerninger og løgnen om et styre, hun er opdraget til at elske.

Året er 1945, og besættelsesmagterne afsøger det faldne Tyskland for krigsforbrydere. Lores far, en anerkendt tidligere SS-officer, brænder alle beviser og flytter sin familie til et sommerhus i det landlige Schwarzwald; men både han og hans kone må se i øjnene, at deres fortid vil indhente dem med lynets hast, uanset hvor de gemmer sig.
Lore (Saskia Rosendahl) efterlades med ansvaret for sine fire små søskende, og børneflokken må alene drage de 900 km nordpå til Husum, hvor deres bedstemoder bor.
På rejsen møder de med et ganske andet Tyskland, end det de kender fra deres trygge opvækst. Virkelighedens rædsler preller i første omgang af på Lore, der som mange andre partitro landsmænd nægter at se sandheden i øjnene.
De møder den unge Thomas (Kai-Peter Milena), der med sine jødiske papirer får dem uskadt gennem diverse forhindringer. Kombinationen af dybtsiddende antisemitisme og spirende seksualitet resulterer i et kompliceret forhold mellem de to unge mennesker.

Mareridt lurer i idyllen
Gardiner vajer i vinden, mens sensommersolen bader de saftige landskaber i gyldent lys, og brune barneben løber om kap i blomstrede kjoler. Men der, skjult i idyllen, lurer mareridtet – askeflager fra brændte nazi-dokumenter daler langsomt, næsten fredfyldt som snefnug, ned mellem skovens træer, hvor børnene leger tagfat i barndommens land, der så småt er ved at krakelere.
En hjerteskærende visuel skønhed præger Lore, Cate Shortlands største succes siden Somersault (2004). Filmen var Australiens bidrag til en oscar-nominering for bedste ikke-amerikanske film i år.
Manuskriptet er baseret på Rachel Seifferts roman The Dark Room og udarbejdet sammen med Robin Mukherjee og den tyske script editor Franz Rodenkirchen. (Shortland insisterede på at lave en tysksproget filmatisering for troværdighedens skyld, hvilket undertegnede lovpriser til skyerne, efter den besynderlige oplevelse af den engelsksprogede The Boy in the Striped Pyjama.)

Tilskueren oplever verden gennem Lores øjne; et ofte fragmenteret, montage-agtigt virvar af sanseindtryk, der giver en fascinerende følelse af selv at være tilstede.
De mange nærbilleder af vandrende støvler, sorgfulde øjne og tørre læber skaber i samspil med en overmåde detaljeret lydside en intens og stemningsmættet atmosfære. Kameraet følger til tider karaktererne ganske tæt ved kroppen og frembringer en trykkende, klaustrofobisk følelse, i lighed med Dardenne-brødrenes distinkte kamera-stil.

Atypisk Holocaust-film
Lore er på mange måder en atypisk Holocaust-film. Der er ingen stereotype nazi-officerer, ingen afmagrede jøder, ingen sønderbombede byer, og det eneste, man ser til besættelsesmagterne, er nogle parkerede trucks og fredelige grænsevagter. Ondskaben stikker løbende sit hovede frem i form af nedbrændte bondegårde, maltrakterede lig og sygdomsplagede menneskehorder, men Holocaust eksisterer kun i Lores sind som flygtige indtryk fra avisudklip og samtaler, hun forsøger at glemme og nægter at tro på.
Alligevel skaber denne fantastiske modsætningskombination af skønhed og rædsel et anderledes, om muligt stærkere, indtryk end mængden af holocaust-film, der alle indeholder de her fraværende elementer.

Et af historiens centrale og mest interessante elementer er det problematiske og modsætningsfyldte forhold mellem de to unge mennesker. Skuespillerspiren Saskia Rosendahl leverer en fantastisk præstation som den stærke og noget usympatiske Lore, der ufrivilligt tiltrækkes af den uudgrundelige Thomas, spillet af Kai Milena (Das Weiße Band).
Filmens helt fænomenale fotografering kan tilskrives Adam Akrapaw, der indbragte en Bronze Horse for bedste fotografering.
Skal man sætte en finger på noget, kunne man påpege en vis utilfredsstillende afslutning, en manglende konklusion på den følelsesladede og voldsomme rejse, som børnene har været igennem.

Alt i alt er Lore dog uomtvisteligt én af de bedste film fra genren, som undertegnede har set (og det er mange!), og skal således hyldes med en kraftig anbefaling.