10 meter lange tusindben, frøer på størrelser med elefanter og snegle, der kunne spise dig i en mundfuld. Lad dig ikke skræmme af den (meget) klamme yderside. Den romantiske, apokalyptiske roadmovie har mere på hjertet end som så.

Da en kæmpe asteroide truede jorden, slog verdens lande sig sammen for at sprænge den i luften med alt hvad de havde af sprængstof. Ingen kunne forudse, at alle bombernes kemiske affald hypermuterede alle koldblodede dyr til kæmpe dræbermonstre.

7 år efter apokalypsen lever de resterende mennesker i bunkere under jorden. I Joels (Dylan O’Brien) bunker har de overlevende fundet deres egen form for idyl, men alle andre er par på nær Joel. Derfor beslutter han sig for at drage 140 kilometer gennem Californien for at genforenes med sin præ-apokalypse kæreste Aimee (Jessica Henwick).

Vigtige livslektioner

I ’Love and Monsters’ tvinges menneskeheden i isolation, mens død og ødelæggelse raserer på overfladen. Eventuelle paralleller med den virkelige verden er dog sammentræf, da den blev filmet i 2019. På trods af dette leverer filmen en ordentlig omgang optimisme og håb til menneskeheden.

Tidligt på sin færd møder Joel far/datter-duoen Clyde og Minnow (spillet af Michael Rooker og Ariana Greenblatt), som på trods af tidlig mistro hurtigt bliver venner med den inkompetente overlever. De lærer ham grundlæggende teknikker og efterlader ham en smule bedre klædt på til at leve i en verden af monstre.

Det er sjældent i en film, at alle de små sidehistorier føles helt fuldendte, men i ’Love and Monsters’ efterlader hver scene dig med lyst til mere. Selv Joels første ven udenfor, hunden Boy, har en karakterisering og følelsesmæssig dybde, som mange film drømmer om at kunne levere.

I en verden hvor alle har mistet nogen, som står dem nær, vælger de ikke at lukke sig af fra verden, men netop at møde ethvert nyt bekendtskab med venlighed og varme, som jeg ikke kan andet end at få tårer i øjnene over.

Det bedste genren kan tilbyde

Salgspitchen til denne roadmovie er postapokalypse med et skvæt John Hughes’sk (’The Breakfast Club’, ’Pretty in Pink’) kærlighedshistorie. Den håbefulde apokalypse-stemning rammer de plet, men kærlighedshistorien er på et helt nyt plan.

Noget af det værste jeg ved, er når romancer sker i film udelukkende for at drive plottet videre, eller for at binde en fin sløjfe på til sidst. Derfor er det evigt forfriskende at Joel og Aimees forhold føles realistisk. De er begge rigtige mennesker med følelser, især når der er en tendens i Hollywood til at gøre kvinden til præmien, manden opnår efter sine prøvelser.

Så let er det ikke. Ligesom en verden af monstre, er kærlighed noget man skal lære hvordan virker, for at man kan overleve den.

De mest realistiske kæmpesnegle i nyere tid

Selvom gode effekter ikke er nødvendige for at skabe en perfekt film, så er det ubeskriveligt tilfredstillende, at hvert enkelt frame er fyldt med fantastiske detaljer. Selv når monstrene, i deres utrolige detaljer og realisme, ikke er på skærmen, føler man deres tilstedeværelse – kæmpe myretuer i horisonten, overgroede kampvogne i et boligkvarter, en barnecykel i et spindelvæv tre meter oppe i et tre.

Detaljegraden er fantastisk, og det har kostet penge. Uden en rigtig biografpremiere er det tvivlsomt, at filmen tjener penge til studiet. Vi står derfor med en unik mulighed, en skidegod original idé, udført mesterligt, sandsynligvis ubesudlet af dårlige efterfølgere. Den kommer til at ældes med ynde på grund af det moderne og eftertænksomme syn på kærlighed og medmenneskelighed.

Så jeg beder dig. Please se ’Love and Monsters’, før den glider ud i glemslen af young adult-kærlighedsfiktion.