En spændende og fragmenteret struktur kan ikke redde dette Brian Wilson-biopic fra at blive en lettere enerverende affære.

Det må heller ikke have været nemt at være Brian Wilson, her spillet med vant skrøbelighed af Paul Dano. Hans aparte tilgang til komponeringen af The Beach Boys’ magnum opus, ’Pet Sounds’ fra 1966, blev mødt med modstand fra flere bandmedlemmer og en far, der kunne skabe nok komplekser til at tilfredsstille Freud. Den eneste måde han kunne være mere hæmmende over for den unge Brian, var hvis han var spillet af Daniel Day-Lewis og hvert opgør fandt sted på en bowlingbane. Foruden det eksterne pres fra sine omgivelser, måtte Brian også døje med en tiltagende mental vakkelvornhed. Denne periode omkring skabelsen af ’Pet Sounds’, udgør halvdelen af ’Love & Mercy’, der pendler mellem to tider i Brian Wilsons liv.

Der springes løst og fast mellem 60’erne og 80’erne, hvor Brian, nu spillet af John Cusack, er havnet i Dr. Eugene Levys klør. I disse bliver han holdt fast gennem en kombination af fejldiagnosticering, overmedicinering og manipulation, indtil han møder Melinda Ledbetter, den evigt gode Elizabeth Banks.

Wouldn’t it be nice
Paul Giamatti spiller Levy, og han er den mest tegneserieagtige skurk på denne side af ’Scooby-Doo’. Det er sådan en skam, at han virker så karikeret, for mange af hans senere scener går hen og bliver decideret grinagtige. Nok ikke den ønskede reaktion på en historie, der jo egentlig er ekstremt skræmmende.

80’er-delen bliver aldrig lige så medrivende som 60’erne, hvor Brian rigtig får lov til at udfolde sig i studiet, hvor han kan få et lille afbræk fra faderen og ro til at arbejde med studie-musikerne, mens de andre Beach Boys turnerer jorden rundt. Paul Dano er altid god og selvom hans bævrende underlæbe og –kæbe efterhånden er velkendt, passer det fint til skitseringen af den skrøbelige kunstner. Ligesom Brian, er filmen kun rigtig i sit es, når det handler om skabelsen af musikken. Hans uortodokse metoder og måde at arbejde med musikken fortælles i en dokumentarisk stil med håndholdte 16MM kameraer, der får alle andre scener til at fremstå, som var de lavet af plastik. Ikke bare på grund af de tydelige visuelle forskelle, men fordi at det er her, at filmen rigtigt føles levende.

Men hvor det visuelle kan blive noget distancerende, så gør lydbilledet alt hvad det kan, for at hive publikum ind i hovedet på Brian, og der skal da gives et godt ord eller to til tonemester Eugene Gearty, der blander reallyde, subjektiv lyd og Atticus Ross’ musik i en kollage, der alligevel ikke kan lade være med at gå hen og føles overdrevet.

’Love & Mercy’ er en svær film. Der er meget få ting, der rigtigt fungerer og dens spændende tilgang til strukturen giver mest af alt et indtryk af en flækket film, hvor det aldrig rigtig går op i en højere enhed.