Russisk samfundsrevser inviterer på en fantastisk ubehagelig oplevelse.

Hvad forventer du at få ud af en biograftur? Stræber du efter at få så megen eksplosiv underholdning for pengene som muligt, eller søger du intellektuelt stimulerende filmværker? I mødet med ’Loveless’ står det klart, at Andrey Zvyagintsev ikke vil tilfredsstille sit publikum. Vi skal frustreres, og følelsen af ubehag skal blive siddende i kroppen, når vi har forladt biografsalen.

Ruslands ansvarsflugt
Forældreparret Zhenya og Boris skal skilles, og det går ikke stille for sig. Ethvert forsøg på at kommunikere ender med råben, skrigen og smækken med dørene. Midt i ståhejet er deres 12-årige søn Alyosha fanget. Ingen af de mundhuggende forældre vil have ham. Moren afskyr ham, fordi han minder hende om et ulykkeligt og forhastet ægteskab, mens faren allerede er i gang med at stifte ny familie. Under et særligt modbydeligt skænderi ænser de slet ikke at drengen lydløst står bag døren og græder – en scene der i dén grad får sit tag i beskueren.

I ’Leviathan’ langede den russiske instruktør ud efter sit lands korrupte ledere, som blev personificerede i en hensynsløs borgmester. De selvoptagede forældre i ’Loveless’ kan muligvis også opfattes som en metafor for et dysfunktionelt styre, der ikke formår at tage sig af sine borgeres ve og vel, men i stedet opsluges af egne interesser. Denne allegori afspejles flere gange i filmen, når karaktererne upåvirket hører tv og radio berette om død og dårligdom i Ukraine.

Virkeligheden følger ikke berettermodellen
En dag løber Alyosha hjemmefra, og de febrilske forældre skal nu, i selskab med politiet og et frivilligt efterforskningshold, forsøge at finde ham. Her kunne man regne med et klassisk krimiplot, hvor spor efter spor skaber fremdrift i fortællingen. Måske genfinder forældrene med det nye fælles mål endda den tabte kærlighed. I stedet vælger filmen at svælge i håbløsheden.

Den langstrakte søgen efter sønnike byder nemlig ikke på de store fremskridt, og magtesløsheden bredder sig hos forældrene. Tristheden afspejles i kolde efterårsbilleder omkring boligblokken, som familien har boet i. Skove, moser og forladte bygninger gennemsøges med alvorlige miner.

Det er deprimerende at se på, men samtidig dejligt forfriskende. Håbløsheden og efterforskningens stilstand afføder muligvis en smule kedsomhed hos publikum, men det er jo netop denne kedsomhed som giver en realismefølelse, der rigtig kan mærkes. Konflikten leder ikke til tempofyldte action-scener, men får i stedet alle igangværende handlingsforløb til at sænke farten. Det er når ’Loveless’ dvæler ved fortvivlelsen, at man virkelig rystes.

Foto: Filmbazar