Med animationsfilmen ‘Luca’ er Pixar tilbage med en ordentlig sommerbasker, der leder tankerne mod Den italienske Riviera. Dog skal man ikke forvente en ny ‘Op’ eller ‘Inderst Inde’, for filmen minder mest én om en fjern feel-good-film.

Velkommen til skønne og billedskønne Italien. Nærmere bestemt en lille kystby med direkte adgang til det salte hav. Mellem brogede, gule bygninger og på brostensbelagte gader vandrer børn og gamle forbi med lækker gelato.

I det bølgende blå hav svømmer Luca (Jacob Tremblay), et søuhyre, der opdager menneskets verden og drages af deres dimser og dutter – på bedste jeg vil gerne leve som dem-vis, som Ariel så smukt synger.

Tilværelsen under havet er repetitiv, og snart stikker Luca af til menneskets verden. Så snart han træder op på jorden, forvandles han til et menneske. På en lille klippeø møder han søuhyret Alberto (Jack Dylan Grazer), som drømmer om at rejse verden tynd på Italiens nationalklenodie, Vespaen.

De tager mod til sig og rejser ind til havnebyen Portorosso, velvidende at de kan blive afsløret som søuhyrer af byens borgere. Inden længe vil Lucas familie have ham tilbage til havet, og hvad gør man så med sine drømme om frihed?

Call Me By Your Solskinsdrømme

Der er et par ’Call Me By Your Name’-referencer gemt i filmen. Begge foregår i en brændende varm italiensk by, og navnet Luca går igen mellem produktionerne. Men så stopper sammenligningen også dér, for det her er en film om venskab og om at finde sine drømme.

’Luca’ giver følelsen af en glohed feriedag, hvor man er fri til at fjolle rundt og lege med sine drømme. Man bliver desværre bare aldrig helt investeret i drengedrømmene, for der er for mange temaer på spil. Hvor ligger det tematiske fokus? Er det Vespa-drømmen, nysgerrigheden på universet, løbet igennem byen eller familien? De mange temaer gør desværre historien for mudret.

Pixars bedste bromance

’Luca’ er en sød fortælling om venskab, men den lever ikke helt op til forventningerne om en veludviklet historie. Filmen er ikke lige så smuk og detaljeret som det visuelle udtryk, man tidligere har set i både ’Inderst Inde’ og ’Soul’.

Pixar portrætterer et smukt venskab mellem Luca og Alberto. Andre Pixar-relationer fremstår som drevet af had eller jalousi, men dét, Luca og Alberto har, er enestående. Det læner sig nærmest op ad en queer-fortælling.

’Luca’ er en simpel fortælling, der kan få dig til at grine, men du behøver ikke finde lommetørklæderne frem.