Legendarisk farvel til legendarisk skuespiller.

Harry Dean Stanton døde i september 2017, 91 år gammel. Med hans død sluttede en lang og distingveret skuespilkarriere med over 100 film og snesevis af Tv-serier på resuméet. Navnlig store biroller i film som ’Kellys Helte’, ’Alien – Den 8. passager’ og ’Den grønne mil’ samt ’Twin Peaks’ er dem, han mest huskes for i dag. Heldigvis nåede han kort før sin død at spille hovedrollen i ’Lucky’, og det skal vi i den grad være glad for. Et bedre filmisk mausoleum over den talentfulde arbejdshest kunne næppe forestilles.

Inspireret af virkelige hændelser
’Lucky’ er også navnet på Stantons karakter. Han er en gammel knark der bor alene i en støvet og søvnig landsby på den amerikanske prærie. Med et imponerende godt helbred, alderen taget i betragtning, fordyber den storrygende olding sig bekymringsløst i dagligdagens rutiner og tritesser. De involverer primært kryds og tværs, quiz-programmer og besøg på stamværtshuset. Lucky spiller mundharpe og har fået sit tilnavn grundet sin tjans som skibskok på et landgangsskib under stillehavskrigen – en sikker post fjernt farerne ved konvojsejllads under slaget om Okinawa. En baggrundshistorie som Stanton formår at sælge på overbevisende vis, da det netop er hvad den erfarne herre foretog sig under krigen, ligesom det også er manden selv, der står for mundharpespillet filmen igennem.

En dag falder Lucky om i køkkenet, og det går op for den egenrådige ateist, at han står på tærsklen til evigheden: før eller siden vil det begynde at skrante med helbredet, så en eller anden form for afklaring med tilværelsen skulle man jo gerne få på plads inden. Deri ligger filmens omdrejningspunkt.

Bedste casting ever?
Noget stort narrativt ”drive” findes her ikke. Her tale om en film i bedste Jim Jarmusch-stil hvor det almindelige menneskes dagligdag er i centrum. Lig med 2016’s ’Paterson’ operer ’Lucky’ ud fra præmissen om, at det netop er i fraværet af storladent drama, indsigten i et menneskeliv skal findes. Det farlige ved en sådan film er, at det let bliver kedeligt. Men med ’Lucky’s fænomenale hovedrolleindehaver, vittige dialog, smukke billeder og dets bundsolide cast indtræffer kedsomheden aldrig. Man kan højest sidde og mukke over en lidt for søgt lommefilosofisk replik i ny og næ, men de er sjældne.

Filmen er John Carroll Lynchs første som instruktør. Han er selv erfaren skuespiller med bl.a. roller i ’Fargo’ og ’The Founder’ i bagagen – forhåbentlig får vi lov at se mere til hans instruktørtalent i fremtiden. En navnebror på rollelisten er selveste David Lynch, der her giver den som excentrisk skildpaddeejer hvis øjesten og livsledsager, landskildpadden ’Præsident Roosevelt’, er ”løbet” bort. Ron Livingston fra ’Kammerater i Krig’ kigger også forbi, det samme gør Beth Grant (’Donnie Darko’, ’No Country for Old Men’). I en central scene får Stanton endda lov at spille overfor Tom Skerritt, og der er et privilegie at se de to film-koryfæer på samme lærred for første gang siden 1979’s ’Alien’.

Værdig afsked
’Lucky’ er en langsom og udramatisk oplevelse der vinder på dialog, stemning og rigtigt, rigtigt godt skuespil fra et sandt drømmecast. Til tider en tand for navlepillende og lommefilosofisk, men det ender aldrig med at true slutindtrykket, der på én og samme tid er livsbekræftende og enormt melankolsk ovenpå Harry Dean Stantons bortgang. Hvil i fred, din gamle røver!

Foto: indiewire.com