Af Henrik Seehuusen

Luftens sidste mester (org. The Last Airbender) er en filmatisering af tegnefilmserien “Avatar – The Last
Airbender” fra Nickelodeon (Avatar blev fjernet fra titlen af filmen for at undgå copyright issues med den anden Avatar-film). Den fremragende børneserie har fået hollywoodbehandlingen, og blev udsendt midt i den hedeste sommer “over there”, hvor serien naturligvis også har haft størst gennemslagskraft. Nu får vi så endelig lov at se filmen i Danmark, hvor serien har kunnet ses på DR1, og på trods af den klodsede oversættelse af titlen, glæder man sig over at man ikke, som med de første Harry Potter-film, har
begået fejltagelsen at udsende en dubbet version. Også selvom det er fordi serien ikke har nydt den helt store popularitet herhjemme.

Og det er en skam! For Airbender var en kompakt eventyrfortælling, med et spændende og visuelt nyskabende univers, og karakterer som udviklede sig igennem hele serien. Sammensat med barnlig humor
og udtryk, var mere modne overvejelser om at vokse op og tage stilling til verden, og oveni hatten en masse fremragende action, hvor man gang på gang blev imponeret over de kreative måder, ’bending ’blev brugt på.

Begrebet ’bending’ (på dansk: betvingning) kræver en forklaring. ’Airbender’ referer til en person som, bogstavelig talt, ’bende’ air, altså betvinge luften. Der findes 4 slags ’benders’ og de har hver deres element – Luft, vand, jord og ild. Denne idé giver mulighed for fantastiske visuelle sekvenser hvor elementerne bliver betvunget via kampsport, og tegnefilmene leverede varen. Nu hvor skuespillerne er rigtige mennesker,
kræver det også realistisk udseende effekter, og heldigvis er denne centrale del af universet den som bedst har klaret springet til det store lærred. De visuelle effekter i filmen er fremragende og imponerende. Sammensat med et kraftfuldt og medrivende score af James Newton Howard, gør det filmens
actionscener til virkelige højdepunkter, akkurat som de var i serien.

Filmen er en roadmovie, som dog bliver fortalt rimelig letbenet og med flere smutveje (læs: dårlig narration). Sådan går det når man prøver at presse en sæson på 20 afsnit ned til under 2 timer, og det kan man leve med, selvom det nogle gange er lige ved at blive frustrerende. For kendere af serien er der ikke meget nyt at hente i filmen. De fortælletråde som er med i filmen er stort set uændrede fra serien, og resten simpelthen skåret væk.

Skuespillet er sekundært i en film som denne, og i så meget større grad når hovedpersonener alle er børn. Og selvom der er lige lovlig meget Hannah Montana/High School Musical æstetik over børnene
(flere af dem ligner allerede nærmest plasticdukker), så klarer de sig nogenlunde, og formår ikke at ødelægge scener som kan reddes. Nogle steder er det dog tydeligt at folk er akavede over de replikker de skal levere, og det er mest manuskriptets skyld, som nogle steder bliver ret opslugt i mærkelige ord
og forhastede følelseserklæringer. Den slags slipper man trods alt stadig bedre fra i tegnefilm.

Det skal nævnes at Airbender er instrueret af M. Night Shyamalan, og man må sørgeligvis konstatere at han har nået det punkt de fleste hollywood-instruktører ender ved; der hvor man har givet afkald på sin egen identitet og bliver en del af maskineriet. Det er stort set umuligt at se at Shyamalan har instrueret filmen. Hvor hans film for bare 10 år siden osede af tålmodighed og selvsikkerhed, virker de nu som forjagede forsøg på at tilfredsstille et kernepublikum. Hvadend årsagen må være, er det synd at Shyamalan ikke har formået at komme med noget modspil til serien, og ender med at virke som en tolk som simultanoversætter til live action og misser nogle ting i farten. Forhåbentlig får han lov til at færdiggøre trilogien, så han får mulighed for at vokse med opgaven, og bringe lidt af sig selv med ind i projektet.

Airbender er en actionfilm for børn og voksne, men mest børn. Der er nogle fremragende visuelle idéer som er ligeså perfekt udført som de er komplekse, og nogle antydninger af de ting ved serien som gjorde at den hævede sig over de fleste andre børneprogrammer. Serien blev betydeligt stærkere i anden sæson, hvilket jo kun kan give forhåbninger om en bedre 2’er. Men for en som er ukendt med universet, vil det være svært at se, hvad der skulle gøre denne fantasi anderledes fra alle de andre.

4/6