Når filmåret 2009 skrives er det hævet over enhver tvivl at millenniumtrilogien forfattet af den nu afdøde Stieg Larsson, vil blive fremhævet som året store publikumssucces. Med et billetsalg på over 1,8 millioner i Danmark for de to første film, kan det snildt ende med at filmene om Lisbeth Salander(Noomi Rapace), Mikael Blomkvist(Michael Nyquist) og alle de andre, overgår hele det samlede billetsalg af danske film i 2009!
Men, nu er en succes ved billetlugen ikke ensbetydende med kvalitet endsige filmkunst, og noget lignende er tilfældet med Luftkastellet der blev sprængt. Efter at have været blevet rystet af ubehagelighederne, såvel som følelsen af nødvendighed i Niels Arden Oplevs første film, er Daniel Alfredsons anden og nu tredje del i serien landet sikkert midt i mainstreamunderholdningen og i det tilsyneladende umættelige behov krimigenren kan opbyde.
Luftkastellet der blev sprængt starter momentet efter film nummer to sluttede med en sekvens fra den helikopter, hvor Lisbeth bogstaveligt talt svæver mellem liv og død efter at have konfronteret den brutale far Zalachenko(Georgi Staykov) og hendes halvbror. Med en kugle i hovedet indlægges hun på sygehuset, nærmest stue om stue med den overlevende patriark! Samtidig går nogle gamle og skjulte tandhjul i det svenske samfund i gang. Det viser sig nemlig at Zalachenko i sin tid var en afhopper, der forsynede det svenske efterretningsvæsen med fortrolige oplysninger. Organisationen han arbejdede for er på ingen måde interesseret i at blive opdaget, og da de finder ud af at den tidligere agent har i sinde at afsløre hvad han ved, bliver han skudt i sin sygeseng. Kun et hjertestop på den aldrende svenske topagent forhindrer, at Lisbeth også bliver dræbt.
Samtidig er Mikael Blomkvist, efter fundet af resterne af Lisbeth ved faderens gård, fast besluttet på at komme til bunds i Lisbeths sag, hvor hun som lille blev indlagt på behandlingshjem hos den udadtil venlige Doktor Teleborian(Anders Rosendahl). Det er dog en kamp imod tiden, da den hemmelige organisation; staten-i-staten ikke skyr nogle midler for at true og dræbe alle der vil afsløre dem.
Luftkastellet der blev sprængt er fra start til sin slutning cirka 150 minutter senere tænkt efter devisen ”Giv publikum det de forventer”. Altså, det de henholdsvis har læst i bøgerne og/eller har set i de forrige film. Umiddelbart virker det jo logisk nok, for er det ikke altid bedre, at vide hvad man får?! Tjo, hvis det drejer sig om køb af en ny seng eller tilbuddet på bøffer hende i brugsen! I tilfældet film og specielt i en filmatisering af en kendt bog, der oven i købet bæres af et væsentligt spændingsmoment omkring handlingens udfald; så er svaret klart nej!
Det bliver simpelthen alt for kedeligt alt for hurtigt. Fred være med at filmen(og bogen) præsenterer en konspirationsteori, der ikke lader de mest paranoide hollywoodthrillers som The parallax wiev og Enemy of the state meget efter. Langt værre er det, at filmen i noget nær 3 kvarter lader handlingen udspille sig i en retssal proppet til med flashbacks for at understrege vigtige pointer.
Luftkastellet der blev sprængt er alt i alt et lidt mat og kedeligt farvel til makkerparret Salander & Blomkvist, der startede som et farligt interessant bekendtskab, men som endte med at blive solid og tryg underholdning for hele familien.
Se traileren til Luftkastellet der blev sprængt
3 ud 6 stjerner