Det er som om hendes højhed Claire Denis bevidst har sat sig ned for at konstruere et værk særligt designet til at irritere lige netop mig mest muligt. Godt gået Madame Denis.

Det er faktisk ikke nemt at lave god filmjournalistik, når man er så sur, som jeg er. Alle ingredienserne er der: umulig og ucharmerende kunster-hovedperson, uambitiøs historie, glamourøst og selvimponeret små-eksperimentel struktur og helt igennem ulækker umulig Fransk dialog. For ikke at nævne den åndssvage titel. Jeg er veganer på bøfhus.

Den sådan set velspillede Isabelle (Juliette Binoche) er maler, fraskilt mor og et frygteligt menneske, som det er meningen, jeg skal have ondt af, fordi hun er så satans perfekt, at hun ikke kan finde en god nok kæreste. Det er ellers ikke fordi hun mangler bejlere, men når de ikke er ynkelige svinske handyr eller tillader sig at have følelser (føj), er hun selv fuldstændig umulig og smider dem væk med venstre hånd.

Er det med vilje?
Det mest frustrerende er at ’Luk Solskinnet Ind’ langt fra føles inkompetent udført. Den er flot på den der kedelige franske måde. Manuskriptet, som Denis har skabt i samarbejde med Christine Angot, byder på ganske kløgtigt konstrueret dialog, som på nærmest imponerende vis systematisk dræber hver en fremdrift i filmens narrative univers. Jeg er næsten paranoid nok til at tro, at man har set sig gal på mig og resten af publikum af en eller anden grund.

Jeg har svært ved at vurdere, om filmen bestræber sig på at være en romantisk komedie eller bare romantisk terror på min person. For selvom den absurd besværlige dialog en gang eller to får et kluk frem i mig, er samtlige af de, med fransk elegance, spillede karakterer så ucharmerende og så lidt engagerende, at både gråd og latter føles dybt upassende. Hele vejen igennem er jeg enten rødglødende frustreret, kedet ihjel eller distraheret af den pinligt åbenlyse og ligegyldige symbolik i Binoches valg af fodtøj.

Red mig Gérard!
Gérard Depardieu løber med filmens mindst irriterende karakter, og det er sandsynligvis kun fordi han først dukker op i løbet af de sidste 15 minutter. Han spiller naturligvis en livsklog spåmand, som enhver god kærlighedsfilm må forventes at have.

Monsieur Depardieu formår imidlertid ikke at redde denne nærmest personlige fornærmelse af en filmoplevelse. Om det er tiltænkt, at jeg skal blive enten klogere på den svære kærlighed eller klogere på det eksistentielle paradoks i den svære kærlighed, er uvist, men ingen af delene lykkes på nogen måde. De ellers beskedne 94 minutters spilletid føles som 940 minutter i dårligt selskab på en ussel café i Frankrigs hovedstad, og det der piner mig allermest, er at jeg med al sandsynlighed står alene med min vrede. Endnu en gang godt gået Madame Denis.

Foto: Kino.dk