Bille August har begået en kompetent Pontoppidan-filmatisering, hvis største overraskelse er Esben Smed med fuldskæg.

’Lykke-Per’ er netop blevet valgt som én af Danmarks tre Oscar-kandidater sammen med Gustav Möllers ’Den skyldige og Hlynur Pálmasons ’Vinterbrødre’. Når man kigger på titlerne er det ganske tydeligt, at 69-årige Bille August er ældre end begge de debuterende instruktørkollegaer til sammen.

For ’Lykke-Per’ er af den gamle skole – den bundsolide, tålmodige og storladne skole, som i 1989 netop gav August en Oscar-statuette for ’Pelle erobreren’. Kan man overhovedet bebrejde instruktøren for ikke at vige fra denne?

Flugt fra provinsen
Igen har instruktøren kastet sig over en litterær klassiker, der figurerer i de fleste gymnasieelevers pensum. Selv har jeg blot fået et mundtligt resume af Henrik Pontoppidans over 100 år gamle udviklingsroman, hvorfor jeg ikke kan vurdere, hvor trofast Bille August og søn Anders Augusts manuskript følger forlægget.

Til gengæld kan jeg rose holdet bag filmen for på troværdig og inddragende vis at bringe os tilbage til 1800-tallets Danmark. For vi har heldigvis at gøre med et kostumedrama, hvori kostumerne ikke føles som udklædning, og når først man har vænnet sig til det gammeldags, stive sprogbrug, lader man sig ganske nemt indfange af erfarne Dirk Brüels smukke landskabsbilleder.

Den velpolerede billedside går i en gyldenbrun, nostalgisk retning, når vi befinder os i Københavns velhavende hjem, mens fattigdom modsat vises med en blåkold farvepalet, så snart filmens hovedperson hjemsøges af sit ophav.

Det er nemlig de beskedne og trange kår i Østjylland, som den unge Peter Andreas Sidenius (Esben Smed) kommer fra, men ikke vil forbindes med. Det skyldes hans strenge opdragelse hos en præstefar (Anders Hove), der i filmens åbningsscene med et hæst råb tydeligt viser sin utilfredshed over, at sønnike går sine egne veje ved at læse til ingeniør i København.

Evigt optimistisk og stålsat på succes charmerer Sidenius sig med visionære idéer om vind- og bølgeenergi ind på den jødiske Salomon-familie, der indvilger i at investere i ham. Her forelsker han sig også i den ældste datter, Jakobe (Katrine Greis-Rosenthal). Men lige som alt synes at gå efter planen, forpurres en ellers lys fremtid af den unge fantasts destruktive egennytte.

Et tvivlsomt fuldskæg
Det er forfriskende at se nogle mindre kendte navne i hovedrollerne, om end Esben Smed med sit friske ydre er langt mere troværdig som ung tilflytter end som den fuldskægsbærende, livsmærkede mand, der møder os mod slutningen. Mens den tragiske karakter bliver mere og mere usympatisk, bliver han også sværere at sætte sig ind i for et publikum, der ikke bærer de samme ar fra en pietistisk opvækst.

Katrine Greis-Rosenthal er derimod fuldstændigt overbevisende som den anderledes velopdragende, men i det stille passionerede, Jakobe. Af de mere erfarne navne er Rasmus Bjerg også ganske fantastisk som hendes førstebejler Eybert. Han bringer varm humor, som klæder det alvorsfulde drama, og som man godt kan savne, efterhånden som han forsvinder ud af filmen.

Og film er der nok af. ’Lykke-Per’ blev oprindeligt solgt som en miniserie, der bliver sendt på TV 2 til næste år. I biografen ser vi således en nedklippet version, som dog stadig byder på to timer og tre kvarters drama, hvori der skal være plads til seriens mange plotmæssige mellemregninger. Det bliver en kende kompakt, og man savner derfor lidt luft i fortællingen.

Om det er et epos som ’Lykke-Per’, Oscar-akademiet brænder for i dag, er ikke sikkert. Men selvom filmmediet ikke revolutioneres, betager denne kompetente og smukke fortolkning af et vigtigt stykke litteraturkanon alligevel. For min skyld må der stadig gerne være plads til Bille Augusts store, men rolige armbevægelser i dansk film.

Foto: Rolf Konow, Nordisk Film