Af Andreas Baumann

Lymelife er en formidabel ærlig skildring af en 15-årig drengs dagligdag i et forstadskvarter i 1970’ernes USA, hvor der både er knas med forældrene ægteskab og med at have selvtilliden i orden overfor nabopigen. Filmen er en fantastisk præcis beskrivelse af den sære stemning og følelse, man kan have, når man vokser op, og det pludseligt går op for en, at hele verden er vanvittig.

Den langhårede og småkiksede teenager Scott opdager, at forældrenes ægteskab ikke er så lykkeligt, som han troede. Scotts far (Alec Baldwin) har en åbenlys affære med nabokonen, og moren opfører sig mærkeligt psykotisk. Indimellem støder Scott tilmed ind i naboen, der er den særeste af alle de voksne. Han render rundt i den nærtliggende skov halvt hallucinerende med en gigantisk jagtriffel mellem hænderne på udkig efter hjorte, han kan skyde, da han beskylder dem for at have smittet ham med ”the lymedisease”. Det er navnet på den nye og frygtede sygdom, vi i dag kender som borelia. Den er årsag til konstant usikkerhed særligt blandt nabolagets overbeskyttende mødre. Den eneste, der rigtigt forstår Scott, er den smukke nabopige Adrianna. Hun er noget mere veltalende, mere moden og lidt skarpere end den ét år yngre Scott, og derfor tør Scott ikke rigtigt konfrontere Adrianna med, at han faktisk er håbløst forelsket i hende. Scotts usikkerhed og totale mangel på selvtillid er fantastisk fremstillet af skuespilleren Rory Culkin. Det får vi særligt at se i scenerne, hvor Scott står foran spejlet i sit værelse i bar overkrop i fuld gang med at recitere nogle smarte replikker, han kan fyre af, enten når bøllerne fra skolen er på nakken af ham, eller når han forestiller sig, hvordan Adrianna erobres.

Teenageårenes usikkerhed og aparte oplevelser er i Lymelife hysterisk morsomt fremstillet, uden at der mistes kontakt med, hvad der er realistisk. Vi er således langt fra den mere klichefulde American Pie-genre, hvor teenagere meget overfladisk kun tænker på at score og fulde sig. Lymelife formår det utroligt svære, at skildre den psykiske tumult og absurditet i teenageårene på en både humoristisk og utrolig ærlig måde, således at man som seer næsten er overbevist om, at det er sådan instruktøren selv har oplevet det. Det er heller ikke helt ved siden af, for filmens instruktør, Derick Martini, har skrevet historien sammen med sin bror delvist baseret på deres egne oplevelser, da de voksede op i et forstadskvarter på Long Island. Selvom DerickMartini debuterer med Lymelife, har han dog fået nogle erfarne folk med sig. Alec Baldwin nøjes ikke alene med at spille med i filmen som hovedpersonens far, han er også krediteret som producer, og det er i øvrigt i selskab med ingen ringere end Martin Scorsese.

Lymelife er kort sagt en lille film med noget stort i sig. Det er en film om livets absurditet set gennem en teenagers øjne. Den fortæller mindst lige så meget om teenageren sindstilstand som om den rablende verden omkring ham. Den er sjov, til tider lidt for mærkelig, men man kan ikke undgå at leve sig helt ind i den iagttagende og i øvrigt ret passive hovedperson. På en eller anden måde indrammer Lymelife også nogle sandheder om verdens galskab, som man ikke kan undgå at nikke genkendende til. Helt klart en biograftur værdig.

5 ud 6 stjerner