Et stk palmepris i Cannes og en horde af lunkne anmeldelser er, hvad der lå i baghovedet, da jeg indfandt mig i biografsædet for at se LYS EFTER MØRKE. Hvorledes kan det gå til, at en film belønnes med en så prestigefyldt pris, men, i de fleste tilfælde, højst får anmelderne til at trække let på skuldrene?
Juan bor med sin familie et stykke ude på landet i Mexico. Her står de i kontrast til de lokale provinsielle omgivelser, de befinder sig i. Med det bedre borgerskab som kulturelt tilhørsforhold, gode økonomiske vilkår og deres ikke-indfødte fysiske fremtoning, er der ikke mange fællestræk mellem Juans familie og de lokale landsbyboere. En ting har de dog tilfælles: mørke, hemmelige gerninger, der bunder i lyst eller nød, men under alle omstændigheder hjælper dem til at nå personlig forløsning.
I glimt fra både fortid, nutid og fremtid præsenteres vi for en række episoder, der er hændt (både i virklighed og fantasi) for filmens karakterer, som både afdækker og tilslører de forskellige personligheder. Mest følger vi Juan, der er den centrale karakter i den delvist usammenhængende collage af gys, glæde, skønhed og mystiske indskudte handlingsforløb, der udgør historien i LYS EFTER MØRKE.
Når LYS EFTER MØRKE er bedst, er den en emotionel og visuel eksplosion af velspillende skuespillere, narrativt overskud og nærvær. Når LYS EFTER MØRKE er værst, er den en instagram-poetisk omgang Erasmus Montanus-filmkunst. De scener, der tilhører den første kategori, er simpelthen så gode, at de fuldt fortjent har udløst de gyldne palmer for “bedste instruktør” til Carlos Reygadas. Dog kunne Reygadas godt fortjene et par nænsomme slag over fingrene med selvsamme klenodie for at forsøge at bilde os ind, at dette er et udsøgt stykke avantgarde-kunst. Bare fordi en films narrative forløb gøres mindre åbenlyst, man eksperimenterer med format og sløringseffekter og frit fremstiller dyremishandling, får det ikke et filmpublikum til at falde bagover af begejstring. I Reygadas tilfælde er han endt med en film, der ikke tiltaler den almene filmgængere, der ellers kunne være interesseret i filmen på grund af dens kulturelle baggrund og tematik. Han taber også filmnørderne på jorden, ved at give alt for store forventninger (for eksempel i filmens trailer), som han ikke ender med at indfri.
Det er synd, at sådanne ting skal lægge en dæmper på antallet af stjerner til LYS EFTER MØRKE, som et stykke over halvdelen af tiden rent faktisk er glimrende. Insisterer man på at være i segmentet, der går ind og ser avant-garde drama-film, så vil jeg meget gerne udfordres i mit syn på denne film!
Hvis man til gengæld vil være sikker på at have en kvalitetsstemplet omgang avantgarde-drama med certificeret uhygge og alternativt handlingsforløb, foreslår jeg at man laver en filmaften med disse tre stykker filmkunst, der tilsammen kunne være et bud på et 6-stjernet alternativ til det udtryk, som Reygadas har forsøgt sig med i LYS EFTER MØRKE:
Antichrist (2009), Pink Narcissus (1971) og Sange fra anden sal (2000)
