Med sine små 82 minutter, formår ‘Lysbrud’, instrueret af den islandske Runár Runársson, at skabe rammen for en unik og hjerteskærende fortælling om sorg, fortvivlelse og ultimativt tilgivelse.
Runár Runársson er ikke et helt ukendt ansigt herhjemme, da han både har en Oscar-nominering for kortfilmen ’The Last Farm’ og en uddannelse som manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole med i bagagen. Derudover har han tidligere instrueret film som ’Volcano’ og ‘Echo’, og er nu biografaktuel med ‘Lysbrud’, som foregår i hjembyen Reykjavik.
Reykjavik og den omkringliggende natur bliver filmens mest prominente kulisse, som både understreger filmens smukke sider, men samtidig er med til at danne ramme for fortællingens mere dystre og hjerteskærende øjeblikke.
Solnedgang og knuste fremtidsdrømme
Vi møder første gang filmens hovedkarakter Una, spillet af den formidable Elín Hall, da hun sidder med kæresten Diddi (Baldur Einarsson) på en klippe med udsigt over havet, mens solens rødglødende stråler reflekteres i bølgerne under dem.
Det bliver tydeligt fra første scene, med deres søde ord og skæve smil, at der er en stor kærlighed mellem dem, selvom visheden om, at Diddi mangler at slå op med sin barndomskæreste, truer deres fremtid sammen.
Drømmen om denne lykkelige fremtid sammen brister pludseligt, da Una dagen efter vågner op til nyheden om en katastrofal ulykke. Resten af filmen udspiller sig i de næste tolv timer, hvor Una først svæver i uvished om, hvad der er sket med Diddi, og rammes af fortvivlelse, da sandheden endelig kommer ud.
Hvor naturens skønhed symboliserer kærligheden, bliver Reykjaviks gader og lokale miljø, hvor alle kender alle, en manifestation af Unas klaustrofobiske sorg. Mens hun tynges af hemmeligheden om sit og Diddis forhold, omringet af folk, som ikke kendte til det, bliver de små gader en snæver labyrint, hvor murene trykker sig tættere og tættere ind på hende, indtil hun fysisk ikke kan få luft.
Øjnene er sjælens spejl
Hvordan formår man, midt i en altoverskyggende sorg, at holde hovedet højt, tørre tårerne væk, og lade som ingenting? Det er det dilemma, som Una kæmper med talrige gange i løbet af filmen. Første gang er, da de på hospitalet får at vide, at Diddi er død. Una løber ud på toiletterne, kommer koldt vand i ansigtet, og nedstirrer sig selv i spejlet. Som hun står der, bliver hendes indre konflikt reflekteret i hendes mimik.
Langsomt får hun lagt sit ansigt i de rigtige folder, men øjnene forbliver blanke, som en sidste hentydning til de følelser, som nu er undertrykt i hende. Dette er et eksempel af mange på Elín Halls pragtpræstation.
Hvor andre karakterer bliver karikerede og teatralske med deres overfladiske samtaler og overdrevne kropsmimik, står Elíns præstation som et lys i mørket. Hver en lille bevægelse med mundvigen, træk på skulderen, eller dybt suk, suger publikum med ind i følelsesvirvaret. Hendes portrættering af Una formår at levendegøre sorgen i en sådan grad, at man som publikum sidder tilbage med fornemmelsen af at kunne række ud og føle på den.
Bare giv slip og dans det væk
Med naturen og byen dannes der en smuk og unik baggrund for portrætteringen af sorg. Filmens lydside er samtidigt med til at understøtte Unas frustration over hemmelighedens hæmmende effekt på hendes sorgproces.
Alle filmens mange følelser kulminerer i en scene, hvor Una endelig får lov til at give slip, og lade det følelsesmæssige skjold, hun har bygget op omkring sig selv, falde. Vennerne og Diddis kæreste står og danser vildt til teknomusik. Una danser med og hurtigt giver hun helt slip i takt med, at musikken bliver vildere og vildere.
Unas åndedræt blander sig med musikkens tunge bas og hurtige rytme. Lyden af musikken og åndedrættet bliver som sin egen stressfremkaldende dans, hvor publikum bliver hevet med ind i Unas mentale sammenbrud, men ultimativt også hendes frigørelse. Musikken stopper brat, og med den stopper også dansen. Med et falder hun om på gulvet, forpustet, grædende og endelig fri for den klaustrofobiske, ensomme sorg. Med dansen har hun fået afløb for de mange følelser, hun har gået og kæmpet med, og nu kan hun og publikum – som har holdt vejret sammen med hende – ånde lettet op.
Ja tak til mere fra Runár
Rúnar Runársson formår med ‘Lysbrud’ at skildre sorgens mange lag på en måde, så dem, som ikke har prøvet at miste, kan forstå det, og dem, som har, kan spejle sig i den.
Filmen fanger publikums opmærksomhed med sine intense skildringer af Una og vennernes tackling af tabet af Diddi. Samtidig tør den at være både sjov og til tider kikset, som da Unas far i ren og skær mangel på situationsfornemmelse i bilen på vej væk fra hospitalet, spørger hende om, hvornår hun er begyndt at ryge.
Som publikum kommer man i løbet af de 82 minutter til både at fælde en tåre, grine med på vennernes dårlige jokes, og ånde lettet ud. Tilbage sidder en fornemmelse af, at man måske ikke er helt så alene i sin egen sorg, som man måske selv går og tror.
Med denne utroligt smukke film er der ikke tvivl om, at Runár Runársson med hastige skridt er på vej til at blive et af de helt store navne inden for den nordeuropæiske filmindustri.