Iranskfødte Abbas Kiarostami har med sin seneste film Copie Conforme skabt en konventionel kunstfilm med rødder tilbage til den italienske filmskaber Michelangelo Antonioni. Filmens tematik er dog mere aktuel end nogensinde før.

De to centrale ideer som bærer Abbas Kiarostamis Mødet i Toscana, er spørgsmålet om kunstens status som værk og replika. Original overfor kopi. Og så det tvetydigt tilfældige møde mellem filmens to hovedpersoner; forfatteren James(Willam Shimell) og kunstgalleristen Elle(Juliette Binoche). Som filmen skrider frem væves spørgsmålet om ægte kunst ind de to personers mulige forhold til hinanden, i hvad der yderst bevidst fra filmens side maskeres med dobbelte betydninger, hentydninger og bibetydninger. Er deres forhold ægte kunst eller en dårlig kopi?!

At filmen på dansk har fået den misvisende titel; Mødet i Toscana er lidt synd, da originaltitlen Copie conforme i en direkte oversættelse ville lyde noget i retningen af ”ægte kopi”. Måske en lidt kluntet titel, men så afgjort mere præcist beskrivende af filmens essentielle væsen, som netop søger at afdække paradokset mellem original kunst og gode kopier.

Mødet i Toscana starter i modsætning til de fleste mainstream film, langsomt stillestående og ekstremt akademisk. Her er ingen skelen til at vække publikums interesse med et hurtigt klippet anslag fyldt til randen med action. Her får vi efter flere minutters venten at vide at den britiske foredragsholder og forfatter James Miller er forsinket. Han er i Toscana for at snakke om sin bog Certified copy(som også er filmens engelske titel). Da han endelig ankommer får tilskueren starten på en kunstudredning, der i niveau ikke lader forelæsninger på Københavns Universitet noget efter. Undervejs sniger en kvinde(Juliet Binoche) og hendes søn sig ind på forreste række. Underligt nok virker hun uinteresseret i de talte ord samtidig med at hendes øjne og mimik viser en dragende fascination af forfatteren.

Kiarostami deltog i sidste års hovedkonkurrence på filmfestivalen i Cannes med Mødet i Toscana, hvilket indbragte Juliet Binoche de gyldne palmer for sit skuespil. En afgjort hæder og en fortjent en af slagsen, da hun takket være en gennemført fintfølende præstation formår at skabe et troværdigt bindeled mellem den højtravende filosofisk anlagte diskussion af kunst til det udefinerede forhold mellem James og Elle. På mange måder er Mødet i Toscana en konventionel artfilm i den moderne europæiske tradition fra folk som Goddard og Antonioni, hvor sidstnævntes klassiker Blow-up fra 1966 har mere end bare et par ideer til fælles med Kiarostamis film.

At Nosferatu alligevel ender med at synes overvejende godt om filmen, skyldes at Mødet i Toscanas tematiske behandling af spørgsmålet; originaler kontra kopier aldrig har været mere aktuelt i en verden, hvor de forandringer nettets samplerkultur har afstedkommet for musik-, bog- og ikke mindst af alle for filmbranchen, stadig sender chokbølger gennem samfundets (gamle) forståelse af den ægte kunstner som bedre end den samplende kopist, når det kommer til frembringelsen af kunsten.

– Nicolai Eskesen