Chadwick Bosemans sidste optræden er blandt årets bedste, og Viola Davis brillerer som bluessangerinde i det jazzede, tankevækkende og ikke så lidt teatralske musikdrama.

I løbet af Chadwick Bosemans karriere virkede han altid opmærksom på afroamerikansk historie og det ansvar, han havde som repræsentant på det store lærred, og her tackler han den sorte kunstner i den hvide mands branche – en essentiel del af den amerikanske kulturhistorie.

Det er heldigvis en værdig præstation at ende på. Men vigtige temaer og godt skuespil er ikke alt, en film består af. ’Ma Rainey’s Black Bottom’ er på nogle måder en begrænset fornøjelse.

The Mother of Blues

Ma Rainey (Viola Davis, næsten ugenkendelig) var kendt som blues-genrens stammoder. Hendes stemme var større end hendes allerede heftige figur, og hendes melankolske, men frække toneleje fik hendes fanskarer til at huje og dåne landet over.

På Chicagos varmeste dag og på højden af hendes karriere tager hun til et lydstudie for at optage det album, filmen er navngivet efter, sammen med et hyret backupband. I bandet finder vi det kæphøje trompetgeni Levee (Chadwick Boseman), der provokerer resten af gruppen og ikke tåler Mas dominerende attitude.

Meget af filmen foregår i øvelokalet i kælderen, da divaen ankommer alt for sent og forsinker arbejdet med sine evindelige krav, men vi forlader i det hele taget sjældent bygningen i filmens 94 minutter.

Et filmet teaterstykke

’Ma Rainey’s Black Bottom’ er baseret på teaterstykket af samme navn, og det ses tydeligt. Filmen er pakket med velskrevet, rytmisk dialog begrænset til nogle få værelser, og alle synes at være klar til at bryde ud i enetaler om deres personlige traumer eller livsfilosofi.

Der er noget unaturligt over hele affæren. Karaktererne bevæger sig, når de får signal til det – ikke ud af en intern motivation. Når Levee flirter med boss-damens pige i øvelokalet, danser de nærmest fra bænk til klaver til døråbning. En låst dør bliver adskillige gange påpeget, som for at forklare en detalje på scenen til tilskuerne.

Det er sjældent, at instruktør George C. Scott (mest erfaren med teater) giver os mere at se på eller tænke over, end karakterer, der snakker i forskellige rum.

I filmens bedste sekvenser falder den ind i en ophøjet rytme, hvor den kunstige dialog matcher de jazzede trommer, der underlægger filmen, og hver karakter får lov til at repræsentere større idéer om en afroamerikanske historie, kunstnerisk ambition og religiøs tro.

Skuespil til statuetterne

Teater er, som man siger det, skuespillerens medie, og filmen er bestemt ikke uden godt skuespil. Viola Davis skinner igennem de imponerende makeup-effekter og giver Rainey en værdighed, der går hånd i hånd med hendes stædighed.

Hun ved, at hun kun har magt over den hvide manager og lydtekniker, indtil de har fået hendes stemme, og indtil da nægter hun at bøje sig for nogen.

Omvendt er Levee fuld af lige dele ambition og usikkerhed, samt en intens vrede, der nemt bryder ud, når folk forsøger at indramme ham.

Begge får et par lange monologer i ægte stik-mig-en-Oscar manér. Og lur mig, om ikke det betaler sig. ’Ma Rainey’s Black Bottom’ giver dem nok plads til at imponere, og tilsammen gør de filmen værd at se. Det skal dog siges, at filmen tjener dem bedre, end de tjener filmen.