‘Beskytteren’, baseret på en ægte historie, leverer et smukt og brutalt indblik i mobbekulturen i Kina, men opnår ikke den konklusion som filmen fortjener.

I 2020 var den kinesiske ‘Beskytteren’, instrueret af Derek Tsang, nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Sejren gik til den danske Druk, men det stoppede ikke den smukke, og til tider kluntede film fra at blive et kæmpe hit i sit hjemland. I august har Cinemateket valgt den som månedens film, og den kan ses fra den 11. til den 20. 

“This was our playground”

Det er sommer, luften er tung, byen er travl, og eksamenspresset hænger som en sort sky over ungdommen. Det er en sanselig affære, når vi følger den unge Chen Nian, spillet af Zhou Dongyu, som skal komme ind på et godt universitet for at hun og hendes mor kan komme ud af fattigdommen. Men en romantisering af ungdommens kvaler er det ikke, da Chen Nian pludseligt bliver udsat for grov mobning af de populære piger, efter at deres tidligere offer begik selvmord. 

Det er en film som kommer rigtig godt fra start. Forførende kameraføring og dristig klipning skaber et angstprovokerende tempo, og de grusomme handlinger finder en god balance mellem hvad der skal vises, og hvad der skal efterlades til fantasien. Dog kan filmen ikke holde det ved lige. 

“This used to be our playground”

Chen Nian’s liv tager sig endnu en vending efter et skæbnesvangert møde med den ungdomskriminelle bad boy-bandit Liu Beishan, spillet af den, i Kina, velkendte boybandstjerne Jackson Yee. Og det er desværre også her filmens kvalitet tager sig en vending nedad. 

Hjertet er på det rette sted, men den halvbagte romance mellem de to klasse-adskilte turtelduer trækker filmen voldsomt ned i tempo, og den kommer aldrig helt op igen. 

Værre bliver det, når filmen flere gange kommer tæt på at afrunde plottet, for så at introducere nye tråde der så også lige skal afklares. Det kan være svært at filmatisere rigtige hændelser, siden livet har det med at være mere kompliceret end et filmmanuskript, men en åben slutning havde serviceret historien bedre end endeløs uddybning efter uddybning. 

“This is our playground”

At filmen halter til tider skal ikke forstås som at filmen er dårlig, kun at den misser sit potentiale.  Filmen har stadig en del kort tilbage i ærmet som den kan døse ud igennem den lange spilletid, og succesen i dens hjemland er et klart tegn på, at den har ramt den nerve den sigtede efter.

Særligt Zhou Dongyu giver en stærk og bærende præstation i en særdeles svær rolle som mobbeoffer. Hun fremkommer både meget skrøbelig og meget stærk, og man er altid med hende, selv når hendes handlinger er tvivlsomme. 

I sidste ende sidder man med en film, hvor man sagtens kan forstå hvorfor at den i sin tid blev nomineret til en Oscar, men også hvorfor den tabte.