Det kræver en helt særlig kunstnerisk vision at tage Shakespeare ved hornene, men holdet bag ’Macbeth’ har taget kampen op og skabt en særdeles vellykket film.

I en tid hvor filmens verden domineres af genfortællinger, nyfortolkninger, reboots, prequals og sequals, kan det være svært at retfærdiggøre behovet for endnu en nyfortolkning. Til og med en af den store fortæller William Shakespeare himself. Shakespeares stykker er siden filmens fødsels blevet overført fra de skrå brædder til det store lærred, og efterhånden er alle former for fortolkninger blevet afprøvet. Fra klassiske én-til-én oversættelser til Baz Lurhmans periode-mash-up i ’Romeo + Juliet’ til amerikanske teenagekomedier og allegoriske Disney-tegnefilm. Nu kræver det en helt særlig kunstnerisk vision, hvis Shakespeare igen skal tages ved hornene, men holdet bag ’Macbeth’ har taget kampen op og skabt en forførende og forheksende film.

Hvordan var det nu lige med ham Macbeth?
Det er den australske instruktør Justin Kurzel, der leder tropperne i filmatiseringen af et af Shakespeares mest velkendte tragedier om magtbegær og sindssyge. For dem der ikke husker dengang i gymnasiet, hvor de blev pålagt lange oversættelser af gammelt engelsk på jambisk pentameter, kan det kort siges at historien handler om den skotske hærfører Macbeth, der efter at have vundet et stort slag møder tre hekse, der forudsiger at han vil blive Englands næste konge. Det fortæller han til sin kone Lady Macbeth, som bliver besat af at realisere spådommen – koste hvad det vil.

Kurzel har valgt en relativt klassisk form og bevaret det originale sprog, tiden og historien, men på overraskende vis har han formået at skabe en på samme tid hyperrealistisk og stiliseret film. Settingen, kostumerne og scenografien – alt er lige så koldt vådt og beskidt, som jeg forestiller mig den skotske middelalder har føltes. Det er ’dark and griddy’ i begrebets oprindelige forstand. Det giver filmen så mærkbar en teksttur, at man føler, man både kan smage og lugte luften i højlandet. Adam Arkanpaw er cinematografen bag de frygteligt smukke billeder. Brugen af røg, damp og sod i luften skaber specielt under de meget grafiske slowmotion-kampscener en følelse af at være på en anden planet, mens Jed Kurzels hypnotiserende soundtrack skærer og kravler sin vej ind i ens indre.

Født til at spille gennem vanvid og magt
Michael Fassbender og Marion Cotillard spiller ægteparret Macbeth, og en bedre parring kunne nok ikke være fundet. Michael Fassbender har aldrig bare været et smukt ansigt, men har gjort en karriere ud af at spille komplicerede og plagede karakterer. Han har perfektioneret skildringen af det tilbagelænede kølige ydre, hvor galskaben kun lige kan anes under overfladen. Cotillard er født til at spille Lady Macbeth. Hun giver karakteren en overjordisk eksotisk kvalitet og fremkalder med hendes store øjne en truende intensitet, der kan ændre temperaturen i hele biografsalen.

Det kræver altså noget, hvis man skal kunne trække folket i biografen for at se den samme gamle historie. Men Kurzel har taget de absolut rigtige valg hele vejen og har skabt en billedside, der gør historien om den krybende galskab og det morderiske magtbegær ære. Og jeg kan kun glæde mig til, at hele holdet er tilbage med filmatiseringen af ’Assassin’s Creed’ til næste år. All hail Macbeth!