Selvom periodedramaer ikke ligefrem er en mangelvare i dansk film, føles den danske instruktør Jacob Møllers debutfilm ’Madame Ida’ alligevel som et friskt pust i mængden af danske periodedramafilm.
Det skæbnesvangre periodedrama ’Madame Ida’ foregår i starten af 1950’erne. Filmen starter med en flot og veleksekveret åbningssekvens på det trøstesløse børnehjem, hvor den unge, forældreløse Cecilia (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) på 15 år er vokset op. Cecilia er blevet ufrivilligt gravid, hvilket er et no-go på børnehjemmet.
For at skjule graviditeten bliver hun sendt ud til filmens titelindehaver, den velhavende Ida (Christine Albeck Børge) på 45 år, som skal adoptere barnet. Ida bor i et afsidesliggende palæ, og det er her, størstedelen af filmen udspiller sig.
Hos Ida møder Cecilia den erfarne tjenestepige Alma (Karen-Lise Mynster) på 70 år. Alma er det eneste selskab, Ida har i sit store palæ, som engang var et samlingspunkt for hendes velhavende omgangskreds. Ida lever nu mest af alt et isoleret liv i palæet.
Et glimt af forældrekærlighed
Cecilia er ret skræmt ved hele situationen til trods for, at hun befinder sig i noget mere luksuriøse omgivelser, end hun er vant til. Hun er i starten fjendsk og modvillig over for Alma, når tjenestepigen både for Cecilia og barnets skyld vil give hende mad. Det er først, da Ida udviser en moderlig kærlighed over for Cecilia ved at læse en godnathistorie, at den unge pige begynder at falde til.
Cecilias hengivenhed til Ida kommer dog lidt for pludseligt. Hun går fra at være meget modvillig og utryg ved hele situationen og decideret forsøge at flygte fra palæet, til at hun pludselig er helt bjergtaget af Ida. Det er et meget hurtigt skift i deres relation, som desværre fremstår en smule utroværdig.
Men til trods for det hurtige skift i Cecilias relation til Ida og Alma, så er det virkelig interessant at følge Cecilia, Ida og Almas indbyrdes relationer og magtbalancer, og det er her, filmen for alvor blomstrer.
Kunstnerisk overskud
Som filmen skrider fremad, begynder man at forstå, hvordan Cecilia, Ida og Alma alle har en sorg med sig. Særligt efter fødslen begynder man at mærke Idas mere koldblodige og kyniske sider, hvor både hun og filmen bliver mere dyster og mørk.
Karakterernes dobbelthed og kompleksitet bliver eminent understøttet af filmens meget stemningsmættede billeder, som filmens fotograf Stroud Rohde Pearce fortjener stor ros for. Særligt i filmens første del, hvor barnet ikke er født endnu, er der en konstant vekslen mellem lyse og mørke billeder.
Skiftet fra scenerne i dagligstuens reflekterende dagslys, hvor de leger og spiser sammen nærmest som en lille familie, til scenerne efter mørkets frembrud, hvor karakterernes dystre fortid drypvis kommer op til overfladen, er enormt virkningsfuldt. Filmen lever og ånder for alvor i denne konstante vekslen mellem de mørke og lyse billeder.
Lydbilledet er også ret bemærkelsesværdigt. Soundtracket følger primært Cecilia og afspejler hendes skiftende sindsstemninger. Det er til tider meget bombastisk og ildevarslende, hvor man frygter for, hvad Cecilia kommer til at gøre. Men det kan også være dunkelt og nænsomt, hvor man virkelig forstår hende som det skrøbelige væsen, hun også er.
Både de stemningsmættede billeder og det tilhørende lydbillede emmer af kunstnerisk overskud, som gør filmen utrolig forfriskende.
Mindeværdigt skuespil fra flere kanter
Filmens helt store kvalitet er det fremragende skuespil. Flora Ofelia Hofmann Lindahl cementerer, at hun er et navn, der er kommet for at blive i dansk film. Hun storspiller i filmen, men hun stjæler ikke hele showet. Hun bliver fulgt op af stærke præstationer fra både Christine Albeck Børge og Karen-Lise Mynster, hvor særligt Christine Albeck Børge spiller en utilregnelig, humørsyg og koldblodig Ida til perfektion.
Generelt har de tre skuespillere et enormt vellykket samspil. Dog er det ærgerligt, at Karen-Lise Mynsters karakter falder lidt i baggrunden. Hun måtte gerne fylde endnu mere i filmen, da hun på mange måder er bindeleddet mellem Cecilia og Ida. Det er først til sidst i filmen, at Alma for alvor får en signifikant betydning. Det ville have klædt filmen, at Alma var mere fremtrædende gennem hele handlingen.
Filmen har bestemt også mindeværdigt skuespil i de mindre roller. Filmen har et dejligt gensyn med Klaus Bondam, hvor han blandt andet sammen med selveste Stig Rossen figurerer i en yderst intens middagsselskabs-scene.
Selvom Jacob Møllers debutfilm ’Madame Ida’ har sine skønhedsfejl, så fremstår de som bagateller i filmens store hele. Der er mange lovende takter fra den debuterende instruktør. Filmen emmer af kunstnerisk overskud med sine stemningsmættede billeder og betagende lydunivers. Til trods for, at Jacob Møller ikke ligefrem revolutionerer periodedramagenren, så føles hans film alligevel som et friskt pust i den store mængde af danske periodefilm, fordi filmen op til flere gange tager en uventet drejning.