I sin film om små, islandske gårdes kamp for uafhængighed skildrer instruktøren Grímur Hákanarson, at det kræver mere end stærke, kalcium-fyldte knogler at kæmpe i mælkekrigen – det kræver også en vilje af stål.

Inga mod verden
I Island, er der en ko, der tydeligvis er i store smerter. Den er så drægtig, som en ko kan være. Bondekonen Inga (Arndís Hrönn Egilsdóttir) får med stort besvær trukket kalven ud med en slimet lyd, hvorefter koen og konen kan ånde lettet op.

Jeg har aldrig set en kalv blive født, så det er et temmelig chokerende syn. Men det er tydeligt, at det bare er hverdagskost for Inga og hendes mand, der arbejder dag og nat for at producere mælk nok til at få gården til at løbe rundt.

Det er dog lige så svært som at trække en kalv ud af en ko. De skylder nemlig penge væk til egnens store landbrugskoncern i den lille islandske dal. Da Ingas mand dør, får hun til sidst nok og vil tage kampen op mod den store koncern og deres kontrol over mælkemarkedet og de små bondegårdes forretningsmuligheder.

Enestående Egilsdóttir
Egilsdóttirs skuespilpræstation er essentiel for filmens kvalitet. Heldigvis er hun enestående som Inga, der skal gå fra sørgende enke til en kriger med kæmpe ildhu. Man føler virkelig, hvad Inga føler. Det er utroligt tilfredsstillende at høre hende fortælle den store landbrugskoncern præcis, hvad hun mener. Egilsdóttirs mimik og tonefald fik mig til at heppe på Inga, da hun i et tragikomisk øjeblik sprøjter overskydende mælk udover koncernens hovedkontor.

Mindre superskurkedialog, tak
Filmens største problem er, at den halter lidt enkelte steder i manuskriptet; som når ejerne af den store landbrugskoncern, Inga bekæmper, omtaler hendes oprør som ukrudt, der med det samme skal hives op med roden, inden det spreder sig.

Det får ejerne til at lyde som stereotype superskurke og skaber en lidt for tydelig ”ond-god” grænse mellem dem og de mindre bondemænd.

Den så jeg ikke komme
Trods den lidt for tydelige opdeling mellem gode og onde, er filmen klart et kig værd. Sceneriet i den islandske dal med snedækkede klipper er hård og åndeløst smuk og er dermed en perfekt parallel til Ingas kampånd.

Med stærkt skuespil, flot sceneri og finurlige øjeblikke fortæller Hákanarson en historie, der kulminerer i en oprigtigt overraskende slutning. Det er en slutning, der understreger, at det kræver stort mod at sætte sig op imod store kræfter.