55 år efter at Disney for første gang kastede sig i lag med Tornerose-fablen, får den 400-årige fortælling om den forbandede prinsesse endnu en tur i møllen. Og det er ikke nødvendigt.

I 2014-udgaven af Tornerose følger vi den onde fe, Maleficent, og ikke den sovende skønhed, Prinsesse Aurora. Fortællingen, der begynder mange år før Auroras fødsel, tager sit udgangspunkt i kampen mellem to riger, der ligger side om side; skovens og menneskenes. Maleficent er egentligt en god fe, men da hendes elskede, menneskesønnen Stefan, forråder hende for at vinde tronen i menneskenes rige, bliver hun forvandlet til den onde og bitre fe, som vi kender fra den første Tornerose-film. I ’Maleficent’ forsøger Disney at forklare, hvorfor Maleficent blev ond, og hvordan hun senere finder tilbage til det gode.

Problemet med ’Maleficent’ er, at filmen på insisterende vis ønsker at være fængslende. Det er den bare ikke. Det er et af de ældste trick i bogen at kaste nyt lys over en gammel kending ved at fortælle en velkendt historie fra en anden synsvinkel eller med en anden hovedkarakter. Når det lykkes giver det ny aktualitet til et værk, men når forsøget fejler, så virker det søgt. Desværre ender ’Maleficent’ i den sidste kategori. Det er egentligt forståeligt nok, at instruktørdebutanten, Robert Stromberg, giver sig i kast med at fortælle Maleficents historie, for hun er en interessant karakter. Men når normalt anstændige skuespillere af flere omgange tilsyneladende helt opgiver at spille skuespil, når den fortryllende prinsesse Aurora fremstår som en lalleglad pige på syretrip, og når filmens plot drives frem af dovne og lidt for bekvemmelige tilfældigheder, så virker det meget uengagerende på tilskueren.

Når alt det er sagt, skal det også understreges, at ’Maleficent’ på ingen måde er den værste film, denne anmelder har set. Det er en ufarlig film, der alt for tydeligt ønsker at fortælle om, hvordan mennesker både er gode og onde. Måske skulle Disney have haft lidt mindre ambitioner og kaldt en spade for en spade. ’Maleficent’ er en jævn underholdningsfilm, og hvis man ikke forventer mere, så er oplevelsen nok lidt tam, men yderst harmløs. Til filmens forsvar skal også nævnes meget flotte 3D-effekter og en spændende kemi mellem Angelina Jolie og Sam Riley i rollen som Maleficent og hendes håndlanger, Diaval. Det er ikke meget plads deres relation får, og det er ærgerligt, for her er kimen til noget interessant.

Det er kedeligt, når man hele filmen igennem udmærket kan forudsige “se den havde du ikke set komme”-slutningen, og det er irriterende, når ’Maleficent’ nærmest skriger: Se mig! Jeg er dark and twisted! Så kan end ikke lækker 3D og god kemi redde dagen.