Det er ikke til at overse Guillermo Del Toros medvirken i skabelsen af Mama, hvis titelmonster næppe kunne udformes mere ækelt og frastødende.
Chokeffekter, solide skuespilpræstationer og spændende plot fastholder grebet om publikum, mens den besidderiske moderskikkelses lidt for eksplicitte fremtræden desværre tager en del af skrækvirkningen.

Reklamefilminstruktøren Andy Muschietti realiserede, i samarbejde med sin søster Barbara, et ønske om at skabe en dyster fiktionsfilm med kortfilmen Mamá i 2006. Skaberen bag Pans Labyrint, Guillermo Del Toro, faldt for filmen og indvilligede i et samarbejde om at lave en spillefilm på baggrund af manuskriptet. Det blev til historien om Mama, en fredløs moderånd, hvis savn efter sit forsvundne spædbarn får fatale følger for to piger, der ad omveje gelejdes ind i hendes dystre tilholdssted.

Luke Desanges (Nikolaj Coster-Waldau) årelange søgen efter sin tvillingebror og dennes to små døtre, der forsvandt efter en familietragedie, har nået sin ende, da de to piger findes i en ensom hytte dybt inde i skoven.
Der er intet spor af deres fader, og de mildest talt forkomne og underernærede småpiger, tages i pleje på det nærmeste hospital. Den langvarige isolation har tydeligvis sat sit præg på dem; menneskesky og næsten uden taleevne, kravler de dyrisk fra møbel til møbel i det lille opsynslokale, hvor psykologen Dr. Dreyfuss påbegynder sit studie af det opsigtsvækkende fund. Særligt Lilly, den yngste, der blot var et år gammel på forsvindingstidspunktet, har vanskeligheder ved at falde til i civiliserede omgivelser.
Da pigerne efter et stykke tid i pleje udviser adfærdsfremskridt, tilkendes Luke og hans kæreste Annabel (Jessica Chastain) forældremyndigheden, og den lille familie flytter ind i en lidt afsides liggende villa, hvor pigerne vil kunne vokse op i fred for medierne.
Al begyndelse er svær, men det viser sig hurtigt, at der ligger mere bag pigernes særegne opførsel, end som så. Noget tyder på, at en ubuden og særdeles ubehagelig gæst er flyttet fra hytten i skoven med ind i villaen…

Onde filmbørn
Barnets uskyld er ondskabens modsætning. Men er børn uskyldige? Filmhistorien byder på talrige eksempler, hvor skinnet bedrager; Village of the Damned, The Good Son, The Omen, The Ring, The Exorcist og ikke mindst The Shining anvender den velkendte gyserkonvention, der indlejrer selveste ondskaben og gyset i barnet, der ellers per definition må være uskyldigt og ufarligt.
På trods af undertegnedes velbevandrethed i genren og hyppige møde med ovennævnte konvention, formår to piger i ens, lyseblå kjoler, for enden af en lang hotelgang i langt højere grad at få det til at risle koldt ned ad ryggen, end eksempelvis en motorsavsmorder i blodrus.
Victoria (Megan Charpentier) og Lilly (Isabelle Nélisse) synes i begyndelsen af være endnu et par til samlingen. De stikkende blikke fra blodskudte øjne, den hidsige kradsen og slåen med spidse negle, knurren, skrigen og kravlen hen ad gulvet fremkalder diverse associationer til filmhistoriens besatte barneskikkelser. Ikke desto mindre er pigernes adfærd hovedsageligt en følge af den isolerede og vilde opvækst i naturen. Victoria genvinder hurtigt sin taleevne, mens Lilly dog udviser langt større vanskeligheder ved at fralægge sig sine dyriske vaner.
Historien skifter da også fokus til en afgørende faktor i pigernes til stadighed mærkværdige opførsel: den monstrøse Mama, der har fungeret som moderfigur for pigerne, i deres ensomme og forældreløse opvækst i skoven, og som ikke har tænkt sig at løsne sit jerngreb om dem, da de tages fra hende.

Solid historie – men utilsigtet komik
Utålmodigt og delvist i angst for, at det aldrig skulle komme, ventede undertegnede på en forklaring og baggrundshistorie om den fredløse og hjemsøgende monsterånd. Heldigvis bliver netop denne til fortællingens hovedelement, og afgørende faktor for filmens holdbarhed og spænding.
Dr. Dreyfuss’s detektiviske arbejde med pigernes sag afdækker lag for lag den grumme fortælling, der ligger til grund for Mamas eksistens. Sådanne sammenflettede og fragmentariske handlingsforløb tenderer ofte til mange løse ender, hvilke der dog er overraskende få af i Mama.

Til gengæld mestres den hårfine balancegang mellem seriøs uhygge og komik ikke hele vejen igennem, hvilket tydeligst kommer på tværs i en scene på hospitalet, hvor Luke er indlagt efter et styrt på trappen i hjemmet. Halogenlampernes hvide lys flimrer genretro på den mørke hospitalsgang, og kameraet hviler på en af maskinskærmene, der pludselig automatisk staver ”MAMA” gentagne gange.
Nok kan man godtage det overnaturlige væsens allestedsnærvær, men er hun nu også blevet hacker?! Det er kort sagt ikke alle Mamas pludselige optrædener, der er lige motiverede.
Derudover fremvises monstret for tidligt og i alt for langvarige sekvenser, så publikum har mulighed for at nærstudere de computerkonstruerede ansigtstræk. Herved fratages selve uhyggens kilde sin skrækeffekt, og undertegnede kunne efter kort tid sænke de ellers chok-parate hænder fra øjne og ører.
Det skal dog siges, at Mama bestemt ikke er et kønt syn man ligefrem får lyst til at lade blikket hvile på. Som et forvrænget Modigliani-motiv, der med hæs og jamrende stemme synger godnatvise for pigerne og udstøder ækle rallelyde resten af tiden, fremkalder hun uomtvisteligt den tilsigtede væmmelse.

Chastain og Coster-Waldau leverer varen
Jessica Chastain, der blev castet til filmen inden sit gennembrud i The Help i 2011, cementerer sit alsidige skuespiltalent i rollen som den rå og alternative Annabel.
Chastains karakter gennemgår en interessant og troværdig udvikling fra at være en frisindet rockmusiker, der jubler, når graviditetstesten viser negativ, og er aldeles ubegejstret ved tanken om at skulle tage sin kærestes niecer til sig, til rent faktisk at konkurrere med den besidderiske moderånds kærlighed til de to piger.
Nikolaj Coster-Waldau leverer en aldeles troværdig præstation som den dedikerede onkel, der aldrig gav op i sin søgen efter den tabte familie. Den danskhed, som eksempelvis Mads Mikkelsen, grundet kartoffel-accent, klandres for, er ikke til at spore hos Coster-Waldau, der går rent ind som Hollywood-skuespiller.

Mama fortæller en anderledes og gennemtænkt historie, der trods sin aftagende uhygge formår at fastholde sit publikum. Når de anvendte gyserkonventioner forceres, kammer skrækeffekten desværre over i det latterlige – selvom disse utilsigtede komiske momenter naturligvis også kan være til morskab for folk, der måske ligefrem dyrker B-gyserfilm.
Er man til Del Toros’ke monstre og vil man opleve Jessica Chastain som sorthåret rockerchick, eller har man i grunden bare lyst til at nyde synet af Nikolaj Coster-Waldau, så er Mama helt bestemt en biografbillet værd.