Jeg så Mammoth på Berlin.. og Åh hvor salen emmede af forventning til premieren på den svenske instruktør Lukas Moodyssons første engelsksprogede film. Moodysson har modtaget stor anerkendelse for sine film som Fucking Åmal og Lilja 4-ever og udforsket de mere kunstneriske og utilnærmelige universer med f.eks. Et Hul i mit Hjerte og Container. Det er forventninger der kan være svære at leve op til, især når han denne gang har valgt at gå nye veje med en meget større og international produktion.

I hans forrige film er fokus på skæve afkroge af samfundet, han kigger ind i verdner, man ikke altid har lyst til at kende til. I Mammoth er det derimod et ungt godhjertet jetset-par bosat på Manhantten, man følger. Leon (Gael Garcia Bernal) er computerspils-designer og Allison (Michelle Williams) er operationslæge. Sammen har de datteren Jackie, men på grund af forretningsrejser og lange arbejdstider har de den filippinske barnepige Gloria ansat. Gloria har selv familie hjemme på Filippinerne, men må arbejde i USA for at tjene penge til at forsøge dem.

Handlingen foregår i tre parallelforløb, hvor man følger henholdsvis Leon, Allison og Glorias filippinske familie. Leon starter filmen ud med at tage på forretningsrejse til Thailand, men da han egentlig ikke skal andet end at skrive under på nogle papirer og forhandlingerne trækker ud, tager han ud på en bounty-ø for at nyde livet i en bungalow. Derhjemme kæmper Allison med søvnproblemer, når hun hver dag efter natarbejde kommer hjem til en meget tom og stor lejlighed uden datter og mand. Samtidig følger man Glorias børn på Filippinerne, som har svært ved at kapere hendes fravær, og derfor har lange telefonsamtaler med hende, hvor de græder og plager hende om at komme hjem. Hendes savn tager selvfølgelig hårdt på hende, samtidig med, at hun knytter stærke bånd til Jackie.

Leon og Allison er plaget af en rastløshed og tomhed, de er hver især frustrerede over, hvad de egentlig laver med deres liv og hvad, det er, som driver dem. Mens Gloria er tvunget til at være væk fra sine børn, for at tjene penge til at brødføde dem, er Leon og Allison væk fra deres barn, for at tjene penge til at have en barnepige og en fancy lejlighed.

Komplekset og dets morale er tydelig. I den vestlige verden stresser vi rundt for at få opfyldt materialistiske behov og for at se godt ud udadtil, mens vi glemmer eller har svært ved at tackle det, som virkelig har betydning. Det er fremmedgørelsen i den moderne og globale verden.

På Berlin fik Mammoth en blandet modtagelse. Det folk har fundet skuffende ved filmen, er som sagt Moodyssons vending fra den utilnærmelige historie til det meget mere melodramatiske. Og det er så sandelig også en vending. Men jeg synes det er beundringsværdigt, at han har taget udfordringen op. Og det er ikke en overraskelse at det afføder sure miner på en festival, hvor man som bekendt svælger i det underspillede.

Mit største problem med filmen er dog, at jeg helt ærligt finder den lidt kedelig. Mammoth kan noget, den er velproduceret, æstetisk smuk, har en fin morale og er faktisk rigtig velspillet. Men man forstår meget hurtig parrets følelse af meningsløshed, og det bliver derfor lidt trivielt, når det understreges af gentagne billeder af kontrasterne mellem parrets overflod manifesteret i et bugnende køleskab og Allison, der ikke desto mindre ender med at ringe efter en pizza, fordi hun overvældes af udvalget og jo alligevel er alene. Leons sidespring med en thai-pige i sin naive søgen efter noget ”unikt” er også lidt for banalt og oplagt.

Samtidig har filmen mistet noget af sit svenske – og rene islæt ved at være engelsksproget. Det er jo naturligt og i sig ikke ulempe, hvis hans film i stedet kan nå ud til flere mennesker, men for mig betyder det, at den mister noget finurlighed.

Det er dog ikke en dårlig film, bare fordi den er mindre Moodyssonsk. Filmen maner til eftertanke og har nogle fine komplekse scener og problematikker, men jeg savner overraskelser og finesser, noget der virkelig konfronterer mig og sætter tingene i et nyt perspektiv – eller i hvert fald bare bliver siddende i mig. Jeg under Moodysoon hans forsøg med dramaet og det internationale marked. Han er sluppet helt udmærket fra det, og det er bestemt en seværdig film, men jeg håber dog, at han vil tilføre det noget af sin velkendte råhed og skævhed næste gang.