Surrealisme er et velkendt element i A24’s katalog, så det giver kun mening, at denne islandske debutfilm skulle indgå. For meget ’wtf’ og for lidt plot tvinger den desværre til jorden alt for hurtigt.

Midt i tågen i de islandske bjerge tages publikum ind i en fårefold blot ledsaget af en dyb, hæs vejrtrækning.

Smuk natur og dyr omringer os indtil åbningen slutter, og hovedpersonerne i ’Lamb’ bliver præsenteret: et barnløst ægtepar, der lever en stille tilværelse, hvor de passer på gården og på hinanden – uvidende om, hvad der lurer udenfor deres velkendte rammer.

Denne debutfilms trækplaster er mystik og surrealisme. Det hele florerer om en mystisk hændelse, hvor parret, efter at hjulpet et får med en fødsel, ser, at lammet ikke er et almindeligt lam. Under lammehovedet finder de nemlig en menneskebabys krop.

Ærgerligt nok køres der så meget på surrealismen, at de rester af et plot, der er tilbage, ikke dramatiserer, skræmmer, lokker eller gør noget som helst andet.

Tåget handlingsforløb

’Lamb’ indhyller dig i sin atmosfære på et øjeblik, og man forstår, hvorfor instruktøren Valdimar Jóhannsson brugte så lang tid på at finde og vælge den rigtige location.

Bjergene strækker sig så langt øjet rækker, endeløse marker, der ender ud i ingenting, og filmen afhænger netop af sin natur: smuk, men uoverskuelig og utilregnelig.

Det er en lovende kulisse, men desværre har dramaet ikke særlig meget andet kørende for sig. Når magien i lokationen har lagt sig, dvæler filmen for meget i sig selv til, at der kan ske nogen form for udvikling. Vi ser de samme bjerge om og om igen, de samme får om og om igen, og man venter konstant på, at der skal ske… ja, et eller andet.

Dette er ikke den første film med minimal dialog, og der er mange andre, der har gjort det bedre end den her, netop fordi vi i ‘Lamb’ dvæler så meget ved en situation, der ikke indeholder noget plot overhovedet.

Far, mor og lam

Det er vigtigt for filmen at understrege, at parret altid har ønsket sig et barn, inden lammet kom til verden. Vi lærer intet andet om vores hovedkarakterer.

Så hvor end sympatiske skuespillerne er, ved vi ingenting om dem, har ingen baggrund for deres handlinger, og der er ingen udvikling i deres personlighed eller i deres forhold til hinanden. Den eneste anden (menneskelige) karakter underbruges i de ti minutter, han er med, og så fortsætter det egentlig bare i den samme tunge, ensartede tone.

Parret har ingen emotionel dybde; der er ingen reaktion når lammet bliver født, intet chok, man skulle faktisk næsten tro, at de havde prøvet det før.

Desuden er det plot-twist, som alle sad og ventede på hele vejen igennem, nok den mest undervældende vej, filmen kunne vælge at gå. Og som om det ikke var nok, så slutter filmen bare. Ingen løsning på kvindens konflikt, ingen sløjfe på et handlingsløst handlingsforløb.

’Lamb’ er et drama, der satser på at kunne drage os ind med atmosfæren alene, og det gør den til dels også. Der er desværre bare så lidt dybde i den, at det nærmest kunne være en naturdokumentar. Og så ville jeg altså hellere se en dokumentar om rigtige fårehyrder, uanset hvor nuttet det lam med en sweater nu er.