Af Dorte Winkler

Udover de perioder hvor vi har filmfestivaler kørende i Danmark er der oftest alt for langt mellem de mere smalle film i de danske biografer, så langt at man fornemmer en instinktiv frygt for at skræmme folk væk eller ikke at kunne trække folk nok til. Gloria Biograf på Københavns Rådhusplads er en af de biografer hvor man godt tør satse på det anderledes og det supersmalle, og det er noget vi alle bør sætte pris på hvis vi mener diversitet er godt.

Man tænker sit er hentet til Danmark af et nystartet distributionsselskab, Skandinavian Culture Filmdistribution, som nu vover pelsen og sørger for at denne roste film fra serien Forum på sidste års Berlinale også kan ses af publikum i København, Odense og Århus.

Sebastian i Man tænker sit. Photo courtesy Skandinavian Culture Filmdistribution

Filmen er et studie af menneskets rolle i zonen mellem natur og by, karakteriseret ved villakvarteret i forstæderne, hvor civilisationen, eller en version af den, eksisterer på nærmest insisterende vis og hvor naturen er tæt på om end gennemhullet af landeveje og indkøbscentre. Vi er i et grænseland hvor modsætningerne mellem det ydre ”vilde” i naturen og det indre ”vilde” i det civiliserede og begrænsende forstadsliv, kommer til udtryk i søvnbesvær, vold, meningsløshed og ensretning, og får en særlig mening for filmens fire mandlige karakterer, der alle søger ”noget andet” og på forskellig vis træder ind i naturens rum i denne søgen.

De fire karakterer er drengen Sebastian, som også er filmens alvidende fortæller, der med sin høje knækkede barnestemme beretter om sig selv og de andre tre mænd, den unge far Jimmy der går nærmest hjemløst rundt med sin lille søn på armen, karrieremanden Anders der umiddelbart har alt hvad ”man” skal have, men som ikke kan sove og fremmedarbejderen Mischa, som fisker i naboens baghave – det tætteste han kommer på de andre i forstadsfællesskabet.

I dette grænseland er det mændene, der er de søgende og kvinderne der står for ”civiliseringen” af mændene, med deres insisteren på alt fra den rigtige måde at skifte ble på til at kalde drengen hjem og væk fra naturen. Selvom der er strejf af noget rigtigt i denne karakteristik af kvindens rolle i det moderne samfund, kan man godt blive lidt træt i koderne af sådan en sort/hvid kønsskildring.

Filmen bruger citater af Henry David Thoreau, den amerikanske filosof og forfatter, som i 1850’erne drog ud i naturen for at leve så minimalistisk som muligt i knap et år, og det er vist denne grundtanke filmen hylder, men også stiller spørgsmålstegn ved – for er det overhovedet muligt at forlade civilisationen og drage ind i naturen længere.