En ‘Mand falder’, men op fra hans fald rejser sig en flot film, som med intime og personlige penselstrøg maler et billede af kunstneren Per Kirkebys hårde kamp for at vinde sit liv tilbage.

Billedet panorerer langsomt hen over nogle af Per Kirkebys farverige malerier, samtidig med at rolig klassisk musik skaber en behagelig lydside. Der klippes til Per Kirkeby selv. Han sidder i den kørestol, han har været bundet til, siden han faldt ned ad en trappe i 2013. Han indvilliger i at lade dokumentarist og ven Anne Regitze Wivel følge ham i tiden efter hans ulykke. Der klippes hen til en tom, hvid ramme. Maleriet er væk. Kunstneren er væk. Per Kirkeby er faldet, og vi skal følge hans kamp for at rejse sig.

Jeg havde ikke store forventninger til ‘Mand Falder’. Malerkunst interesserer mig ikke synderligt, og jeg frygtede, at jeg skulle se en film, som kun ville være interessant for kendere af Kirkeby og kunst. Heldigvis tog jeg grueligt fejl. Dokumentaren om Kirkeby er en gribende skildring, og jeg blev fra første scene opslugt af filmen og dens hovedperson.

”O how the mighty have fallen”
Det er svært ikke at blive berørt, når Kirkeby, i en af filmens første og stærkeste scener, besøger Louisiana. Kirkeby sidder i sin kørestol og ser på sine egne billeder, men kan ikke genkende dem. Han kommenterer konstant på, at det er ”pisse underligt”, og hans hjælpere begynder ubevidst at behandle ham som et barn. Hele scenen føles pinlig, akavet og samtidig fantastisk intim.

Jeg kommer ind under huden på Kirkeby, og hans humor og selvironiske kommentarer får mig straks til at holde af ham. De små kommentarer minder samtidig en om, hvilken personlighed Kirkeby engang var, og det giver filmen en konstant melankolsk tone, som aldrig føles påtaget.

Instruktør på væggen
Instruktør Anne Regitze Wivel har selv mistet sin mand til et fald og har længe været personlig ven af Per. Det synes jeg, at man kan mærke på filmen. Der har været noget på spil for instruktøren, og der er derfor konstant nærvær i filmen. Wivel er også trådt passende i baggrunden og lader Per være i centrum.

Det klæder dokumentaren, at den er observerende, og de små indgreb, som Wivel har lavet, er velvalgte, og løfter filmen. For eksempel spilles der klassisk musik, når Per for første gang igen tegner, og det understreger flot de balletagtige bevægelser, blyanten laver, når Kirkeby udfolder sit uomtvistelige talent. Tegneprocessen bliver til en ballet, og det understreger igen det frygtelige ved Pers ulykke, når man ser det talent, han ikke længere er i stand til at udtrykke.

Desværre er der indsat nogle symbolske vejrbilleder undervejs, som jeg synes, er malplacerede. Jeg behøver ikke en storm for at forstå, at ægteskabet mellem Per og hans kone knirker, efter de har haft et skænderi. Og det sidste billede i filmen af solen, som titter frem bag skyerne, er lidt for tyk symbolik for min smag.

Filmen er desuden en smule for lang med sin spilletid på 120 minutter, og specielt i midten kører den i tomgang. Manglen på fremgang får mig dog til yderligere at identificere mig med Pers langsomme tegn på fremskridt, men jeg synes stadig, at filmen snildt kunne have været et kvarter kortere.

Men det er er små anker med en ellers flot film, som maler et intimt billede af en mands kamp mod sin egen krop.

5/6 stjerner