Krig og mad er på menuen i den Oscar-nominerede ’Mandariner’, der giver smag på livet og afsmag for krigsdødens rungende ligegyldighed.

Solen skinner på den lille lund, hvor Ivo og Margus går og plukker mandariner. Omgivelserne er idylliske, og var det ikke for deres bekymrede samtale, skulle man tro, at alt var fryd og gammen i den georgiske provins Abkhasien. Men omkring dem hærger krigen og begge ved de, at det bliver deres sidste mandarinhøst. For tiden er snart inde til at følge de slægtninge og venner, der for længst er flygtet fra landet.

Kamphandlingerne kommer tættere og tættere på. Da de en dag rykker helt ind på de omkringliggende marker, efterlades kun to overlevende fra begge sider; den ene tjetjener, den anden georgier. Ivo byder de slemt tilredne mænd ind i sit hus og plejer deres sår. Under hans tag tvinges de to tidligere fjender til at indgå midlertidig våbenhvile.

I bedstefars hus
Her, i bedstefar Ivos hus, optegnes krigens absurditet. Mens de to mænd håner hinanden, spørger den livskloge Ivo gang på gang, hvorfor de egentlig vil dræbe. De ignorerer ham først vrantent, men begriber så langsomt filmens på en måde så banale og dog så essentielle pointe: Det er absurd at slå ihjel på grund af noget så arbitrært som landegrænser.

Pointen er ingenlunde ny, men der findes utallige måder at frembringe den på. Man kan sige det med store Hollywood-eksplosioner, spandevis af indvolde og rækker på rækker af dødsfald. Eller man kan, som instruktør Zaza Urushadze, sige det mindst lige så effektivt med ganske få virkemidler.

I denne minimalistiske løsningsmodel er det op til meget få karakterer med begrænsede midler at indfange krigens konflikt og spændinger. Der ligger derfor et stort ansvar på skuespillernes skuldre. Dette ansvar løfter Lembit Ulfsak (Ivo) med forbløffende overbevisning. Hans ihærdige insisteren på forsoning synes hverken utopisk eller pladderidealistisk.

’’Bedstefar’’ begynder de to unge soldater med respekt at kalde ham som bevis på, hvor sympatisk og autoritær han fremstår i deres såvel som mine øjne.

Ulfsak er en af de primære årsager til, at filmen bliver vellykket. En anden er den komisk tæmmede måde, hvorpå de to tidligere fjender, tjetjeneren Ahmed og georgieren Niko, sidder og håner hinanden over middagsbordet. De farlige krigere transformeres til vrantne børn, og krigens absurditet fremstår derved desto tydeligere.

Over middagsbordet
På den måde bliver middagsbordet en art hyggeligt frirum. Over suppe, brød, frisk ost – og selvfølgelig mandariner – knyttes bånd mellem filmens fire mænd. Storpolitik, had og krigshunger besejres, så snart livets små glæder serveres på indbydende vis i det hyggelige hjem.

Som konsekvens bliver ’Mandariner’ aldrig über-sentimental eller dysterttung til trods for sørgmodige baggrundsvioliner og tragiske hændelser.

Snarere insisterer Urushadzes film på forsoningens potentiale; muligheden for at indse, at alle mennesker har lige ret til at leve og trives, hvor end de vil.

Havde det ikke været for den lidt forhastede slutning havde jeg været helt overbevist. Et lidt ujævnt narrativ er dog ikke nok til at vippe projektet ud af kurs. Filmen forbliver en forunderligt varm og vedkommende lille krigsfortælling; en både nærende og stor smagsoplevelse til trods for de sparsomme ingredienser.