Manhattans status som mesterværk er ulastelig. Næsten ligeså ulastelig som New York City selv. Men friskmanipuleret fra filmværkstedet har filmen om verdens mindste mand på verdens mægtigste ø aldrig fremstået mere monokrom. Og det kan man ikke andet end forgude.

Evigt ironisk er Woody Allens ‘Manhattan’. En film om en mand på randen af hårtab og midtvejskrise og hans akavede romance med filmhistoriens mest modne 17-årige. En Diane Keaton så øretæveindbydende usikker at gigthænder fremstår robuste. En film fra verden af i går, hvor sexskandale og Woody Allen endnu ikke var synonyme.

Modernisme, modernisme, modernisme
Der er noget ved Allens modus, som føles sjældent. I Manhattans sort-hvide verden kan man se det klart, og som det var engang. Hvis man er millenial, har Woody Allen tendens til at runge mere sexskandale og gakket relationskomik, end den moderne romantiske komedies fader. Når senere værker som ‘Irrational Man’ er en komedie om psykoanalyse, eller senest ‘Cafe Society’ behandler skæbnens ironi, føles de søgte intellektuelle referencer som Allens karakterer så evigt spytter ud forældede. Men i Manhattan har de tæft, for der er de originale. Selvom den utrættelige akademiske namedropping af Bergman og co. oftere fremprovokerer fnys end beundring. Tværtimod styrkes seerens kynisme overfor Isaac og Marys karakterer, som de kritiserer sig gennem såvel MoMa som Hayden Planetarium.

Den unge pige
Midt i det højpandede virvar af tweedjakker og bogreceptioner er Isaacs unge elskerinde Tracy. Trods sine kun 17 år er hun ham overlegen. Både med sin høje skikkelse, der tårner op ved siden af Allens beskedne centimeter. Selvom Isaac er over dobbelt så gammel som hende, har hun iboende ro og et glat ansigt til at modstå hans panderynker. Hendes rolle i filmen er pudsig. Hun passer ikke ind i Isaacs liv som intellektuel, hvilket gøres pinligt eksplicit, da hun og Isaac jordes af Mary i en diskussion om kvaliteten af den kunstudstilling, hvor de løber ind i hinanden. Tracy skulle være løbet skrigende bort, da han en gang for meget sammenligner hendes stemme med Mickey Mouses. Man prøver at forstå hvad hun laver med en mand, der er med i en baseball-klub for fraskilte fædre og er så prætentiøs, at han tager sin lille søn med på The Russian Tea Room.

Neurotisk dadel
Isaac er som en stadigt rynkende rosin, der ubehjælpeligt fortsætter med at suge dissonanserne ved modernitetens hovedstad til sig. Han er ramt på kornet fra filmens start, hvor han formulerer romanen om sit eget liv, mens han løbende kommenterer på sine indskydelser. Skiftevis undervældende eller ufejlbarligt geniale. Alt imens går de kække jazzede baggrundstoner og Manhattans mange højhuse op i en højere filmmusikalsk enhed. For selvom de fleste af filmens karakterer er afskyelige og på bar bund, når det kommer til kærlighedsforhold, har de trods alt Manhattan. Som den korrumperende hønemor der overbeviser dem om, at de er bedre end alle andre. Dog samtidig den sidste loyale rest af et platonisk forhold. Sand romantisk kærlighed som består i en moderne verden. Om man er mand eller kvinde er der altid Manhattan.

Den nye digitale version af Manhattan kan ses i Cinemateket fra d.30. juni til d. 9. juli.