Tretten gange Cate Blanchett plus halvtreds historiske manifester er lig med et komisk og fascinerende kunstværk, som helst skal opleves på sort kaffe og med spidse øre.

I én scene er Cate Blanchett lærer for en børnehaveklasse. Hun uddeler elevernes kladdehæfter. De sidder stille i klasseværelset og tegner. Blanchett slentrer mellem børnene, imens hun belærende peger i deres hæfter og giver kritik: ’’The camera must be handheld’’ og ’’Genre-movies are not acceptable’’. Lars Von Trier og Thomas Vinterbergs Dogme95-manifest reciteres, som var det et sæt strenge grammatikregler.

Lærerinden er blot én af de mange karakterer der i monologer river ord fra kendte manifester ud af deres oprindelige kontekst og sætter dem ind i et nutidigt univers. Det er både komisk, absurd og tankevækkende.

Kamæleonen Cate
Den tyske kunstner Julian Rosefeldts ’Manifesto’ er originalt fremført som multiskærms videoinstallation. I denne version er de tretten scener sammensat til spillefilmslængde. Og heldigvis fungerer kunstværket også på biograflærredet.

Den dobbelte Oscar-vinder fremfører alt fra Marx’ og Engels’ kommunistiske manifest til Jim Jarmusch’ Golden Rules of Filmmaking’. Man læner sig frem og prøver at følge med i de mange komplekse og kloge ytringer. Selvom det lyder som kunstnerisk navlepilleri, bliver det aldrig tørt eller højpandet, hvilket skyldes Blanchetts evne til at bringe manifesternes lyriske skønhed og entusiasme frem i rampelys.

Det ligner et katalog over Blanchetts skuespilevner og det er fascinerede hvordan Blanchett formår at spille de tretten forskellige roller med så meget alsidighed. Vi ser hende blandt andet som en hjemløs mand, nyhedsvært og punker. Hver karakter har hver sin måde at tale på, hver sin accent og mimik. Mund og læber spiller nærmest sig eget skuespil. Der sættes en fed streg under hvorfor hun er en af nutidens største skuespillerinder.

Uden kunstpause
I marts kunne man i galleriet O’Space i Århus opleve værket i sin originale form, hvor man kunne gå fra skærm til skærm som hver især viste en scene. Kun få af scenerne i spillefilmsversionen er brudt op, og det er muligvis også her, at det ambitiøse værk bider sig selv i halen.

Værket bliver en samling, hvor man ikke får lov til at fordøje eller holde pause mellem de selvstændige scener. Komponisten Nils Frahms vignetter af tung elektronisk musik sløjfer scenerne sammen, men det er ikke nok. Når der i forvejen ikke er meget sammenhæng mellem ord og billeder, kræver det fuld opmærksomhed at lytte til hvert et manifest. Ordene flyder ind, men nogle hurtigt ud igen.

Det overskygger ikke den sjældne filmoplevelse og det ambitiøse og unikke koncept, filmen er. Det er uden sidestykke et inspirerende kunstværk, der på spændende vis undersøger en kunstform gennem en anden kunstform. ’Manifesto’ er en hyldest til manifester, og fremhæver dem som en selvstændig genre, der hver især udtrykker en kunst- og kulturhistorisk betydning.