Veteranen David Cronenberg, der har lavet alt fra groteske splatterfilm til hårdkogte thrillere, har nu kastet sig over Hollywood i et perverteret og til tider morsomt melodrama.

Mange film har i tidernes løb forsøgt at afbilde Hollywood. Fra ’Singin’ in the Rain’s nostalgiske og rosenrøde portræt af industrien til ’Mulholland Drive’s billede af Tinsel town som depressionen og skizofreniens højborg. I ’Maps to the stars’ præsenteres vi i denne omgang for en særdeles mørk og amoralsk version af Hollywood. Med gennemgående temaer som incest, psykiske lidelser og generel depravation lægger Cronenberg ingen fingre i mellem i sin nådesløse hudfletning af den amerikanske filmindustri.

Fortællingen indledes ellers tilforladeligt nok med den vansirede pige Agatha (Mia Wasikowska), der ankommer til Hollywood fra Florida med en Greyhound-bus. Her forelsker hun sig i en ung Limousinechauffør (Robert Pattinson), der forsøger at bryde igennem i Hollywood som skuespiller og manuskriptforfatter. Fortællingen ændrer dog hurtigt karakter, da vi kort efter introduceres til  den afdankede Hollywoodskuespillerinde Havana Legrand, bombastisk spillet af Julianne Moore med store silikone læber, der, med hjælp fra psykolog/guru Stafford Weiss (John Cusack), forsøger at massere sine undertrykte barndomstraumer ud af kroppen. Vi møder også Staffords søn, den 13 årige Benjie (Evan Bird), der i løbet af sit korte liv har formået at blive en international superstjerne men også at erhverve sig et omfattende stofmisbrug.

Filmen præsenterer os på denne måde for en række individuelle fortællinger – den ene mere forfærdelig end den anden. De mange historier flettes i løbet af filmen elegant sammen, i det at karakterernes hemmeligheder afsløres og deres relationer udforskes.

Fælles for karaktererne er, at de alle er mere eller mindre skadede. Nogle fysisk som Agatha, der har ar på hele kroppen fra en mystisk brand syv år tidligere, mens andre har dybe psykiske ar som Havana, der bogstaveligt talt hjemsøges af mindet om sin forhadte mor. Filmen gør det klart, at arrene, fysiske såvel som psykiske, alle stammer fra den dybt amoralske og depraverede kultur, der hersker blandt de kendte i Hollywood.

Dybt usympatiske karakterer
På trods af dette får man aldrig rigtigt medlidenhed med nogle af karaktererne, der alle sammen synes virkeligt usympatiske. Dette bruger filmen meget tid på at vise eksplicit, som da en af Benjies venner blærer sig med en revolver, fordi den eftersigende skulle have været brugt i Columbine High massakren, eller da Havana fejrer en lille drengs tragiske død i en swimming pool med sang og dans, fordi drengens moder i den forbindelse har trukket sig fra en rolle, som Havana var opsat på at få.

Karakternes amoral, apati og grundlæggende mangel på basal menneskelighed krydres med en historie om incest og psykiske lidelser. Denne cocktail er så forfærdelig og depraveret, at den ender med at være morsom. Den grænseoverskridende humor minder på mange måder om den, der også optræder i Todd Solondz’ film. Cronenberg synes dog, i modsætning til Solondz, aldrig at turde at gå hele vejen med sin tabubaserede humor. I stedet stopper han halvvejs, og filmen ender med at blive et bizart kryds imellem et dødalvorligt melodrama og en mørk komedie.

Hvis man er på udkig efter en opløftende og optimistisk film, skal man holde sig langt væk fra ’Maps to the Stars’, nyder man til gengæld et mørkt og kynisk syn på tilværelsen, krydret med tabubaseret humor, er filmen i høj grad anbefalelsesværdig.