Duoen producer Mikael Rieks og instruktør Martin Zandvliet lykkedes næsten med det hele i den seneste filmatisering af krimiforfatteren Jussi Adler Olsens romaner.

Sort lærred. På lydsiden høres et dybt åndedrag. På det første billede toner en ekstrem mager mand med et intenst blik frem. Han hænger på ydersiden af et højhus, og kun hans knugende greb forhindrer ham i at falde.

Overfor ham står en mand på svalegangens sikre fundament. ”Kom nu ind derfra, så taler vi om det” siger han. Nu slipper den tynde skikkelse langsomt taget og i få sekunder hænger han i luften. Så begynder kroppen sin færd mod jorden.

Konstant indre uro

Manden på svalegangen er politimanden Carl Mørck (Ulrich Thomsen). Han arbejder på Afdeling Q – stedet, hvor uopklarede sager tages op. Tragedien har resulteret i en tvangs sygemelding på minimum seks uger. Men efter allerede to uger dukker han op på chefens kontor, for han bliver sindssyg af bare at gå derhjemme.

Han er langtfra stabil. Ulrich Thomsen er sublim til at formidle rollens konstante indre uro. I nærbilleder oplever vi øjnene flakke rundt og nikotintyggegummi kædetygges. Hans næsten skaldede isse, gør ansigtet nøgent og den sitrende uro mere tydelig.

Mit hjerte heppede på ham

Hans leder giver modvilligt Carl Mørck lov til at begynde i aktiv tjeneste. Kollegaen Assad (Zaki Assad) præsenterer ham for sagen om den pædofilianklagede William Starks, der har været forsvundet i fire år.

Hans pas er blevet fundet på en roma-dreng på flugt. Han spilles af Luboš Oláh, og han formår at præstere noget af det mest imponerende børneskuespil, jeg nogensinde har set. Han evner at spille et fuldstændigt tomt blik frem, der gør ham mentalt usynlig for omverdenen – en måde at skærme sig fra de farer, han hele tiden skal flygte fra. Hans præstation kryber ind under huden på mig og mit hjerte heppede på ham.

William Starks forsvinden blev kun efterforsket i to uger. Men hvor er Stark, og er anklagerne sande? Og fra hvem flygter roma-drengen? Mere om sagen skal der ikke åbnes op for her. For fortællingen skal have lov til at folde sig ud i biografens mørke.

 Veksler mellem dvælende scener og action

Filmens manus er en fryd. Dialogerne er mundrette og originale. Under en afhøring udbryder Anders Mattesens karakter Theis Snap desperat ”I er jo vanvittige” og Carl Mørck svarer tørt ”Det er så ikke første gang, vi hører det”.

Karaktererne er levende skrevet frem. De er mennesker og ikke typer, og det giver skuespillerne noget at arbejde med. Filmen veksler imellem stemningsfulde dvælende sekvenser og intenst, flot fotograferet og klippet action.

Stiv kropsholdning og kronisk rynkede øjenbryn

De tidligere fire filmatiseringer havde alt for travlt. Man var bange for at kede tilskuerne og kom derfor aldrig i dybden. Karaktererne forblev karakterer og ikke mennesker, man kunne mærke.

Filmenes største problem var valget af den ellers brilliante Nikolaj Lie Kaas til at fortolke Carl Mørck. Den stive kropsholdning og kronisk rynkede øjenbryn var ikke nok til at fortolke Mørcks dystre psykiske landskab. Nikolaj Lie Kaas talent ligger i det tragisk-komiske og absurde-groteske, stærkest i Anders Thomas Jensens film. Senest kunne man nyde det i ’Retfærdighedens ryttere’.

Så det dramatiske stof, som bogforlæggene er rige på – bortførte og mishandlede børn (’Flaskepost fra P’), en kvinde spærret inde i en tank (’Kvinden i buret), fik hverken mit hjerte eller hjerne investeret.

En taknemmelig tak

Den nye film er dog ikke perfekt. I en scene i slutningen tyes der til så overdramatiske greb, at det bliver helt teatralsk. Og gådens forløsning tenderer til kliche.

Men det ændrer ikke ved, at filmen gentagne gange bragte mig i en stemning af eufori, for den havde alt det, jeg synes en kvalitetskrimi skal have, og kunne alt det de tidligere film ikke evnede.

En taknemmelig tak til Martin Zandvliet og Michael Rieks og resten af holdet bag ’Marco effekten’. I viser, at krimigenren kan være så meget mere end ren underholdning.