Den prisvindende svenske instruktør Jan Troell er tilbage med en storladen og dramatisk fortælling fra starten af det tyvende århundrede. Historien om den fattige Maria og hendes familie fortælles af Marias ældste datter, Maja, som et tilbageblik på en svunden barndom.

Maria bor i Skånes arbejderkvarter med sin familie bestående af Sigge, hendes mand, spillet af Mikael Persbrandt, samt deres store børneflok. Familien er fattig og Sigge må tage det arbejde han kan få samtidig med, at han skal forsøge at holde sig fra flasken og andre kvinder, effekter han har lidt for stor appetit for.

En dag da der er opstået slagsmål hjemme i familiens lejlighed imellem Sigge og en fuld mand fra Finland, får Maria nok. Hun beder sin syge far om hjælp. Men det er som om, at der bliver udsagt en forbandelse over hende, da faderen til hendes dybe skuffelse udbryder, at det som Gud har smedet sammen, må intet menneske opløse, og Maria må gå tilbage til sit uroprægede ægteskab.

Da der en dag opstår strejke og Sigge derfor ikke kan arbejde, ser Maria sig nødsaget til at sælge et kamera, som hun vandt i et lotteri for mange år siden. Et kamera, der indgår i historien omkring hvordan Maria og Sigge blev gift.

I fotoforretningen bliver Maria mødt af fotografen Pedersen, spillet af Jesper Christensen, som introducerer hende for fotografiets forunderlige verden. Han overbeviser hende om, at hun skal beholde kameraet. Maria bliver hurtigt fascineret af kameraets magi og begynder i smug at foreviggøre sine børn, katten og andre ting, som hun ser igennem linsen. Hun fotograferer også den døde nabodatter i sin kiste samt tantens afrejse til Amerika, alt imens Sigge ryger ind og ud af fængsel og drikkeri, samtidig med at han horer med servitricen Matilda.

Maria forsøger at holde sammen på den evigt voksende familie, og det er ikke en nem opgave i en tid hvor kvinden praktisk talt ingen rettigheder har og hvor hendes plads er i et hjem, hvor øretæverne flyver igennem luften hver gang Sigge ikke er tilfreds.

Maria flygter ind i billedets verden, en verden som når man først er gået ind i, ikke kan vende tilbage fra, mener fotografen Pedersen. Han og Maria har udover kameraets glæder det tilfælles, at de begge er en slags outsidere i det skånske samfund. Han fra Danmark og hun fra Finland. Men sammen med Pedersen, føler Maria sig stærk i sindet. Han tilbyder hende til og med et arbejde i sin forretning, men da der ingen børnepasningsordning findes omkring perioden første verdenskrig, må Maria pænt takke nej. Hendes elskede børn blokerer for hendes mulige karriere. Sigge er heller ikke synderligt begejstret for al den fotografering, som han ikke selv kan forstå vidunderet i og kløften imellem de to bliver større for hver dag der går, alt imens Marias selvstændighed vokser.

Maria Larssons evige øjeblik er baseret på en virkelig historie. Den skildrer en stor og gribende kvindeskæbne, mens en hel verden i 1900-tallets første årtier står overfor sin afgørende forandring. Det er en fortælling om mennesker med en imponerende evne til at overleve, og som gennem uendelig opfindsomhed og uden bitterhed hylder livet.

Filmen er yderst seværdig og er billedmæssigt smukt udført. Den byder på gode skuespilpræstationer. Ikke mindst for den evigt troværdige Mikael Persbrandt, hvis mandschauvinistiske rolle man dog ikke kan undgå at have lidt ondt af. Men samtidig er denne livsnydende karakter i al sin enkelthed yderst sympatisk og helt sikkert et trækplaster for et segment, der hedder kvinder i deres bedste alder.