Maria Stuart - Dronning af Skotland -

Ny biograffilm om britiske dronninger er en sløj kop earl grey i forhold til den foregående.

I 1561 rejste den skotske tronarving, Maria Stuart, fra Frankrig tilbage til fødelandet, for der at indtage hendes retmæssige plads som regerende Dronning af Skotland.

Hendes regens kom kun til at vare fra 1561 til 1567. Det var en tumultpræget tid, med masser af komplotter og politiske intriger ved hoffet. Dog er det især det samtidige forhold til hendes kusine, Dronning Elisabeth den 1. af England, der er gået over i historien.

”Søster-dronningerne” blev de siden kaldt, og deres interne forhold var præget af stor mistro og fjendskab, men også gensidig beundring og forståelse. Dronning Maria endte sine dage i kusinens fangenskab, som lod Maria halshugge i 1587. Marias søn, James den 1. af England, blev siden den første regent af både Skotland og England.

Skuespilsdronninger i deres es
Det er denne bitre strid, der danner rammen om instruktør Josie Rourkes filmdebut. ’Maria Stuart – Dronning af Skotland’ er blot én i rækken af de utallige periodedramaer om samme emne – dog er denne nok den mest kontroversielle.

Maria og Elisabeth spilles af henholdsvis irsk-amerikanske Saoirse Ronan og australske Margot Robbie. De to erfarne skuespillerinder finder sig tydeligt veltilpasse i rollerne som de egenrådige dronninger, og magtspillet imellem dem bringes til live med såvel sårbarhed som hjerteløshed. Det er en forventelig teatralsk affære med Shakespearanske undertoner – præcis som det skal være!

Handlingen udspiller sig primært i Skotland, hvor de også er filmet – og det skotske højland gør Ronans debutfilm til en visuel betagende én af slagsen, som desværre ikke matches af den ensformige underlægningsmusik.

Senmiddelalder og queerfeminisme
Begge hovedpersoner er ensomme på deres respektive troner; omklamret af konspirerende mænd, der ikke har tillid til kvinder med magt – parallellerne til nutidens kønsdebat ligger lige for!

Faktisk lidt for meget.

I januars eminente ’The Favourite’ kastes et kritisk blik på kvinder i patriarkalske magthierarkier. Det sker gennem et fokus på Dronning Anne af England i 1708. Men hvor denne film rummer nuancer og kompleksitet i sin karakterskildring og fortælleteknik, så kan ’Maria Stuart – Dronning af Skotland’ kun drømme om at være en fattig imitation.

Maria portrætteres som godheden selv med et ukrænkeligt, moralsk kompas. Hun smider om sig med feministiske one-liners, og omfavner alskens afvigelser fra de regerende kønsnormer. Det er sympatisk og med nutidige øjne helt forståeligt, men virker utroværdigt for en magthaver i 1500-tallet.
Hendes godhed gør ironisk nok også hendes karakter uinteressant at følge, især når hun intet foretager sig andet end at blive manipuleret af mændene omkring hende.

Royal identitetskrise
Denne historiske revisionisme ville ingenlunde være et problem, hvis filmen bestræbte sig på at være noget andet end et konventionelt kostumedrama.

Men der ER altså tale om et klassisk ditto, der faktisk forsøger at følge virkelighedens begivenheder relativt tæt. Dog heller ikke tæt nok til, at publikum får nogen form for indføring i spliden imellem katolikker og protestanter, der er en af grundende til dronningernes fjendskab.

Resultatet er en fortælling, der befinder sig mellem to stole: på den ene side en relevant udforskning af kvinders kamp for magt i et patriarkalsk system, tynget af et for langsomt fortælletempo spredt over for mange år, med for mange aktører og handlingsforløb.

På den anden side en historisk periodeskildring, der er for overfladisk til at være interessant, og for revisionistisk til at være den mindste smule troværdig.

’Maria Stuart – Dronning af Skotland’ finder i løbet af 124 minutter aldrig ud af, hvilken slags film, den vil være. Den bliver desværre heller aldrig det spidende indspark til kønsdebatten, den giver sig ud for, og som ’The Favourite’ lykkedes med.

Dog er den stadig smuk og velspillet.