I Bille Augusts første danske spillefilm siden 1987 følger vi det ægteskabelige drama mellem kunstmalerne P.S.(Søren Sætter-Lassen) og Marie Krøyer (Birgitte Hjort Sørensen).
Som maler står Marie i skyggen af sin berømte mand – i stedet bliver hendes højt besungne skønhed og hendes evner som tro, kærlig hustru og mor fremhævet af omgivelserne. På overfladen udlever parret den perfekte bohème-tilværelse i Skagen, men P.S. Krøyers sindssygdom lurer i kulissen og truer med at ødelægge idyllen. Da han omsider bliver indlagt, er Marie tvunget til at overveje sine livsbetingelser. På en ferie falder hun næsten selvfølgeligt for den unge, smukke og charmerende komponist Hugo Alfvén, der giver hende den opmærksomhed, hun har higet efter. Deres affære udvikler sig, og et stort opgør er nærmest uundgåeligt. Nu må Marie afgøre, hvordan hun vil leve sit liv.

Marie Krøyer er fortællingen om en modig kvinde. En kvinde, der med trods i sindet vælger at gøre oprør mod de forventninger, der er til hende. Historien om en stærk kvinde, der trodser samfundsnormer og ægteskabelige forventninger, er velkendt, men oplagt filmmateriale.
I mine øjne er der dog ét stort problem i Augusts skildring af Maries skæbne: det bliver ganske enkelt for dramatisk. Der er lagt i ovnen til det helt store drama, og musikken bidrager med sine heftige violiner og smægtende klavertoner til, at vi som publikum virkelig skal forstå, at der altså er de helt store følelser på spil. Men, jo mere filmen insisterer på, at jeg skal føle noget, desto mindre føler jeg. Når Marie f.eks. løber ned på stranden i desperation og kaster sig på knæ i vestenvinden af bar fortvivlelse, bliver det hele simpelthen for meget. Det er som om, at jeg skal have det ind med ske: se, hvor fortvivlet hun er! Det er simpelthen ikke nødvendigt, når nu historien i sig selv er så dramatisk og spændende. Det ville have klædt filmen med lidt mere subtile følelsesudladninger, så publikum havde fået lov at undre sig og tænke selv.

Til gengæld fungerer filmen godt i de øjeblikke, hvor skuespillerne får lov at underspille det store drama. Når Hjort Sørensen og Sætter-Lassen bare er helt nære og nærmest hvisker til hinanden i indestængt frustration, får de lov at lyse et øjeblik. I de scener, hvor man kommer helt tæt på karaktererne, forstår man pludselig hvorfor Marie og P.S., på trods af turbulens og aldersforskel, må have holdt af hinanden.  Der er bare lidt for få af disse øjeblikke.

Det er dog værd at fremhæve Sætter-Lassen og især den svenske Sverrir Gudnason som Hugo Alfvén. Begge skuespillere har en fin evne til at bringe én tættere på en forståelse for deres karakter.
Gudnason finder en fin balance i sin fremstilling af Alfvén som kunstnersjælen, der er helt forgabt i Marie, men som samtidig handler dybt egoistisk i frihedens hellige navn, og sådan får han tilføjet flere facetter til sin karakter.

Og så er filmen, rent æstetisk, meget vellykket. Filmen har fanget det særlige Skagenslys, som kunstnerne rejste så langt efter. Billederne er ganske enkelt meget smukke.

Historien om datidens måske største celebrity-par er ikke helstøbt hele vejen i gennem, men kan fint ses for at få et indblik i en interessant kvindeskæbne og et hæsblæsende ægteskab. Desuden er det også et biografbesøg værd at få en bid af bohéme-livet i Skagen, som det så ud omkring år 1900. Hvis August så også lige havde skruet en anelse ned for de dramatiske effekter og den pædagogiske indføring i Maries liv, havde jeg været ganske tilfreds.