Med en titel som Marina Abramović: The Artist is Present og informationen om, at titlen dækker over en dokumentar om noget så kedeligt som performancekunst, begynder alarmen let at ringe. Den bullshit-alarm, man hurtigt tilegner sig som anmelder, der ringer, så snart der er fare for, at noget prætentiøst og kedsommeligt venter. Men jeg vil med det samme erkende, at alarmen denne gang ringede forgæves, og at jeg måtte justere den til for fremtiden at forholde sig tavs, når performancekunst nævnes.

Filmen er først og fremmest en hyldest til en hyldest. I 2010 besluttede The Museum of Modern Art i New York at slå en kæmpe udstilling op til ære for kunstneren Marina Abramović, som var pioneren og bedstemoderen bag kunstarten performance – en genre, hvor man bruger sin egen krop som genstand for publikums oplevelse, ofte på bekostning af sit ve og vel. Det er denne udstilling et godt eksempel på. I intet mindre end tre måneder, seks dage i ugen, sad den 64-årige kunstner musestille på en træstol fra morgen til aften og stirrede ind i øjnene på, hvem end der valgte at sætte sig på stolen overfor. Deraf The Artist is Present, som også var titlen på udstillingen. Imens replicerede unge kunstnere hendes forrige værker andre steder på museet.

Filmen foregår i to stadier: I forberedelsen af udstillingen og under selve udstillingen. Første halvdel, forberedelsen, beskriver de forskellige værker, som Abramović har skabt igennem sit liv, og som de unge kunstnere nu skal kopiere. Derved introduceres vi til hendes karriere og hele performancegenren og dens fødsel generelt. Og dette er ligeså lærerigt, som det er fascinerende.

Det skyldes ikke mindst, at kunstarten er meget personlig for kunstneren og derfor fortæller en historie ud over selve værket. Og det er jo ganske ideelt til et filmisk portræt. Vi hører om hendes livs kærlighed, som hun rejste rundt med i en varevogn igennem femten år, mens de udøvede deres kunst sammen. Vi lærer, hvordan de til sidst måtte slå op og gjorde det igennem et storslået kunstværk, som i sin simpelhed gik ud på, at de vandrede fra hver sin side af Den Kinesiske Mur i hver sin farve, indtil de til sidst mødtes på midten, krammede hinanden inderligt og splittedes for evigt. Det er svært ikke at blive grebet af disse værker, som kunstkritikerne igennem filmen kommenterer på og kalder “større og smukkere end nogen opera”.

Og så til selve udstillingen. Her er der sørget for alt fra filmens – eller måske blot skæbnens – side. For mens tusindevis af mennesker står i kø for at sidde og kigge ind i Abramovićs øjne, begynder man at forestille sig scenarier. Hvad hvis hendes livs kærlighed – som har inspireret denne udstilling – pludselig sætter sig? Fem minutter senere sker det og danner et smukt øjeblik. Men hvad nu hvis nogle ubehagelige, truende typer sætter sig? Det sker, og de fjernes af vagterne, uden at kunstneren selv fortrækker en mine. Og hvad nu hvis en kendt person sætter sig – vil hun kunne holde masken på samme vis som med de “almindelige” mennesker? Ikke længe efter at tanken er strejfet, sætter en ydmyg og berørt James Franco sig, og vi ser Orlando Bloom stå ivrigt i den uendelige kø sammen med alle andre med samme forventninger.

Om det er folkene bag filmen, der har sat de små “tilfældigheder” i verden, eller om virkeligheden bare har budt på en værdig dramaturgi, er uvist og fuldstændig ligegyldigt. Under alle omstændigheder føler man sig i sikre hænder, når filmen altid er på forkant med publikums forundringer og følelser. Formen er ganske ligetil og ganske ordinær. Men andet ville være tåbeligt, når den vil sætte en anden kunst i forgrunden.

Kort sagt er Marina Abramović: The Artist is Present en dokumentar, der gør alt, hvad en god dokumentar bør gøre: Den beretter om den virkelige verden, der – under de rette omstændigheder og med de rette kneb – sagtens kan konkurrere med den fiktive, samtidig med at den informerer og åbner op for nye grene af den verden, man troede, man kendte så godt. Jeg tror sgu, jeg er blevet vild med performancekunst.