Spanske Alberto Rodríguez har begået et solidt detektivdrama, hvor både skuespil, stemning og fortælling fungerer som det skal.

’Marshland’ åbner med en række hypnotiserende billeder fra fugleperspektiv.

Og set fra luften minder vådområderne i det sydlige Spanien umiskendeligt om et udsnit af den menneskelige hjerne. De små øer og sandbanker er som hjernebarken, og floderne forgrener sig nærmest i det uendelige rundt om og igennem dem, som var det blodårer og nervebaner. Det sætter tonen på en måde, så man forstår, at marsken – ligesom sindet – er et sted, hvor man nemt farer vild. Hvor hemmeligheder og løgne har rigeligt med gemmesteder.

De to storby-betjente Pedro (Raúl Arévalo) og Juan (Javier Gutiérrez) bliver sendt til en flække for at opklare to teenage-søstres forsvinden. Vi er tilbage i 1980. Det er kun fem år siden Franco slap sit greb på landet, og demokratiet kan ikke trække vejret frit endnu – på Pedros hotelværelse hænger et kors ledsaget af billeder af Hitler og ‘El Generalísimo’.

Og som det metaforisk blev lovet fra begyndelsen, får de to detektiver hurtigt problemer med at navigere i et konservativt lokalsamfund, der ikke er meget for outsidere. Slet ikke den slags, der går med skilt.

Det dybe syd
Betjentene retter først blikket mod pigernes forældre. Faderen er ikke til megen hjælp, men så snart han vender ryggen til, giver moderen Pedro en lille stump filmstrimmel, der viser sig at indeholde nøgenbilleder af søstrene. Kort tid efter bliver de fundet døde i en grøft, voldtaget og mishandlet.

Pedro og Juan kommer på sporet af to lignende, uopklarede sager, og der begynder at tegne sig et mønster.

Tematisk er der mange lighedstræk med første sæson af HBO-serien ’True Detective’. Distributøren nævner det endda i pressematerialet, men det er også en god sammenligning.

For ligesom i Nic Pizzolattos megahit befinder vi os et sted, hvor tiden står stille. Mens resten af verden synes at buldre fremad, kæmper det lille landbrugssamfund for at overleve. Apatien kan ses i de forladte bygninger, hvor malingen skaller af; og den kan høres, når byens unge piger i længsel fortæller om at tage den første bus mod et bedre liv. Det hele fotograferet på en måde, der indbragte filmens fotograf, Alex Catálan, prisen for Best Cinematography ved sidste års San Sebastian Film Festival.

Intens og afbalanceret
En anden parallel til ’True Detective’ er den måde, hvorpå de to hovedpersoners modsætninger bliver brugt som en effektfuld drivkraft i fortællingen. Pedro er den unge idealist, demokratiets mand, mens Juan er af den gamle skole, som slår først og spørger pænt bagefter.

Både Arévalo og Gutiérrez spiller intenst, men afbalanceret (sidstnævnte vandt prisen for bedste skuespiller ved San Sebastian Film Festival 2014), og deres karakterer er begge rige på detaljer og baghistorier, som bliver udforsket i forskellige underplots.

Og så fungerer makkerparret som et spejl for de større problemstillinger i filmens univers. Det gør fortællingen personlig og almengyldig på samme tid, og det fungerer glimrende.

En af de få ting, som Alberto Rodríguez’ helstøbte og noir’ske detektivdrama lider under, er, at der er lige lovligt mange ledetråde, som ikke rigtig fører nogle steder.

Men det ødelægger ikke spændingen, der forbliver intakt, mens kriminalbetjentene bevæger sig dybere ind i marsklandets fysiske og psykologiske afkroge i jagten på gerningsmanden.