En dag vender Martha hjem til sin søster, Lucy, der ikke har kunnet få kontakt til hende i over to år. Det står hurtigt klart, at Marthas liv ikke har været af den gode slags, og at Lucy ikke var der nok for hende før i tiden. Det er hun til gengæld nu, hvor hun er blevet skruk og udnytter enhver chance for at agere hønemor.

Det er dog ikke så let med Martha, for i sine to års forsvinden var hun nemlig ikke Martha fra den almindelige verden, men Marcy May, et medlem af det harem, som udgjorde en afsides hippiesekt. Her lærte hun at leve under lederen Patrick, der brugte hende og de andre piger i sekten som delvist sexobjekter og delvist budbringere af et grusomt budskab, der ser stort på både dyre- og menneskeliv. Og hvis nogen fra verden uden for det morbide hippieprojekt forsøgte at kontakte dem, udgav pigerne sig altid for at være en vis “Marlene”.

Ikke overraskende har den manipulerende Patrick forvirret Martha om verdens normer, regler og værdier, og nu befinder hun sig i et angstfuldt limbo imellem de forskellige identiteter, hun har levet under. Og det er altså forklaringen på titlen, der tager lang tid at indøve. Spørgsmålet er så bare, om filmen er så god, at man bare må lære at sige titlen, så man kan anbefale den vidt og bredt.

Det kan man i hvert fald med skuespillet. Først og fremmest bør man holde godt øje med en af Amerikas nye shooting stars, Elizabeth Olsen, der ses i filmens hovedrolle. Hun har valgt at gå i en lidt anden retning med sin skuespillerkarriere end sine søstre, Marykate og Ashley. Og gudskelov for det. Med Jennifer Lawrences følsomme indre og Ellen Pages frisindede vitalitet lægger hun sig stærkt ved siden af dem i racet mod den nye skuespillergenerations famøse top. Hun veksler brillant imellem den totale fortabelse, hun har med sig fra Marthas barndom, og den frie, overlegne attitude, som hun tilegnede sig som Marcy May.

John Hawkes leverer også en stærk præstation som sektlederen Patrick, der med en sympatisk, faderlig overflade dækker tilstrækkeligt, men ikke aldeles over sine Manson-lignende, mørke filosofier og grusomme lyster. Det er takket være ham, at filmens dystre side faktisk er dyster. Og det på trods af, at der intet dystert er over den splejsede mands fremtoning; Blot et underspillet, indre raseri og stigende behov for at se sine kvindelige assistenter udøve voldelige og krænkende handlinger.

Desværre falder de filmiske og narrative valg til jorden og efterlader instruktør og forfatter Sean Durkin med en noget lunken spillefilmsdebut. Filmen er struktureret omkring to historier, nemlig de par uger, vi følger Martha hos søsteren Lucy og svogeren Ted, og de to år hun tilbringer sammen med Patricks gruppe. Begge historier er skruet fint sammen hver for sig, men desværre repræsenterer de ikke Marthas forskruede sind så indgående, som det synes at være intentionen fra Durkins side. Meningen står klart i de tilfældige blandinger imellem de to historier, men deres kronologiske simpelhed gør historien alt for banal til sin påtagede stemning.

Den ubehagelige historie om livet i sekten når heller ikke noget nært sit potentiale. Det er nemlig kun John Hawkes, der formår at frembringe uhyggen. Derudover er der foretaget lette valg med lange voldtægtsscener og pistoltrusler. Ingen af delene er eksplicitte eller grafiske nok til at tilføre filmen gys, men de er heller ikke gemt professionelt nok væk i antydningen, til at de kan give en effekt af filmpsykologisk terror. Det er først hen imod filmens slutning, at Marthas angst og paranoia begynder at nå helt ud til publikum. Her virker det godt, når først det er sat i kraft, men desværre er det for sent til, at det er det meste af filmens midterindhold værd.

Sean Durkin har valgt et koncept, der lægger op til frygtsomme øjeblikke og en granskelse af menneskets inderste dæmoner. Men det kommer ikke til at handle om den naturlige, menneskelige ondskab, der bryder frem, ligesom det f.eks. var tilfældet med Kill List, og man når ikke ligeså flot omkring det torterede pigesind som i Winther’s Bone. Begge film havde da også klarere budskaber end Martha Marcy May Marlene. Her er det svært at uddrive andre pointer, end at det er forkert at hjernevaske og voldtage sårbare kvinder.

Så desværre er Martha Marcy May Marlene ikke meget bedre end sin svært udtalelige titel. Der er dog to gode grunde til at se den: For det første er der Elizabeth Olsen – men ud fra denne præstation tør jeg godt love, at vi kommer til at se en del mere til hende i bedre produktioner. For det andet er der mange mennesker i filmbranchen, der øjensynligt er uenige med mig, da den har klaret sig godt på diverse filmfestivaler, bl.a. Cannes og Sundance, hvor den vandt prisen for bedste instruktør. Jeg står dog ved mine tre stjerner. Bedøm selv!

Af Kasper Vegeberg