Marvel Studios’ ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ er et stilistisk levende maleri, der vil overraske selv den mest kyniske anti-Marvel person. Med fænomenale kampscener, spændende karakterer, en (sjælden) tredimensionel Marvel-skurk og forbløffende smukke billeder, der efterlader dig med et smil på læben og ”blockbuster-mættet” på den helt rigtige måde. 

Et friskt pust til en gammel formular 

Som ’Black Panther’ tager ’Shang-Chi’ de bedste dele af Marvel og løfter det til et højere niveau på sin helt egen måde. ’Black Panther’s instruktør Ryan Coogler bragte tunge emner som racisme og kolonialisme ind i en mainstream-film og bragte et univers til live, der gjorde Wakandas indbyggere til alles yndlings. 

‘Shang Chi’ og instruktør Destin Daniel Cretton gør op med Marvels mangel på asiatisk repræsentation og direkte pinlige asiatiske stereotyper. I en tid hvor vold mod asiater er stigende, lander ‘Shang-Chi’ på det store lærred med en knytnæve i kæben til alle, der siger, at asiatiske skuespillere ikke kan være lækre hovedroller i en vestlig maintream-film. 

Det gøres også i stor stil, for hvor er det en imponerende film. Med inspiration fra de største martial-arts- og asian-cinema film som ‘Enter the Dragon’, ‘Crounching Tiger, Hidden Dragon’, og også vestlige film som ‘Skyfall’, er ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ en ren fornøjelse. Det er tydeligt at mærke, at instruktør Destin Daniel Cretton har stor kærlighed til film-mediet, men især til de stilistiske mesterværker som det asiatiske film-univers byder på. Denne film er en sand fryd for øjne, øre og sind. 

Det er en skøn film, men ja, på mange måder er det ”bare” en Marvel-film, hvor der bliver trykket på de kendte tangenter. Men der er dog noget over denne her Marvel-film, der gør den speciel, og den får for alle pengene på den bedste tænkelige måde.

Ud over at være en stor actionfilm stiller den også store spørgsmål, der rører ved de usikkerheder og den frygt, mange af os sidder med. Desuden berører den følelsen af at være to forskellige personer, der ikke hører til nogle steder – en følelse mange tilflyttere kender til.

Ægte kampscener, blændende billeder og sjov og ballade

Vi er i San Fransisco, et stykke tid efter ’Avengers: Endgame’, hvor vi møder Shang-Chi/”Shaun” (spillet af karismatiske Simu Liu): en halv-akavet fyr, der arbejder med at parkere biler for rige mennesker sammen med sin makker Katy (spillet af den kække Awkwafina). 

Efter “Shaun” (som Shang-Chi kalder sig selv) får stjålet den amulet han fik af sin mor (Meng’er Zhang) som barn, bliver han nødt til at stå ansigt til ansigt med den fortid, han troede, han havde lagt bag sig. En fortid der indebærer en far (spillet af den geniale og skærm-stjælende Tony Leung), der kæmper med tabet af sin kone, samtidig med at han er en over 1000-år gammel imperium-hersker, der jager sine børn ned. 

I en af de bedste kampscener længe kæmper Shang-Chi i en bus mod sin fars håndlangere i en Jackie Chan-hædrende scene, mens Awkwafinas komiske talent pryder skærmen, når hun i en ‘Speed’-lignende sekvens prøver at guide bussen sikkert gennem San Fransiscos stejle gader. 

Herfra står den på varierende og bjergtagende kampscener, humor, drama og (endelig) en rimelig godt lavet CGI-slutscene. Med en skurk, der har hjerte (som Killmonger i ’Black Panther’) og stærke kvindelige karakterer med dybde (inklusiv den skønne Michelle Yeoh) er ’Shang-Chi’ en film, som Marvel kan være stolte over. Og en film der også tager Marvels tidligere “upsere” og retter op på dem. Som karakteren “the Mandarin” fra ‘Iron Man 3’ som mange af os helst vil lade gå i glemmebogen. 

Marvel og et nyt publikum

I en tid, hvor vi nu er oppe på omkring 25 film og utallige tv-serier i Marvel Cinematic Universe, kan det være svært at sætte sig ind i nyt materiale. Som en person, der selv er vokset op på Marvel-tegneserier og film, er jeg godt inde i universet, og jeg bliver da glad, når jeg får øje på kreative og sjove easter-eggs. Men jeg kan godt forstå, at det er svært at følge med i de store Avengers-film, når hver anden replik er en reference til en tidligere film.

Da jeg satte mig i sædet til ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ var jeg også bange for, at den skulle falde i fælden og bare referere til deres eget kendte stof, som Marvel har en tendens til at gøre. Men ’Shang-Chi’ er en film, som selv personen, der ikke har set en eneste Marvel-film, kan nyde i fulde drag. 

Det er bare en reelt god film, der har et plot, en start, et klimaks og en slutning. Der er nogle små cameos (som Benedict Wong, der kæmper mod en overraskende modstander) og et par få MCU-referencer, men det tager intet væk fra det store plot eller forvirrer den gængse seer. Det er kun til for at kæle for os store nørder (og til selvsamme nørder: der er nogle gode overraskelser, som I bliver nødt til at opleve).

Marvel holder sig stadig til sin berømte opskrift og fordi man har vænnet sig til de kendte action-films opbygning i gennem årene, var der tidspunkter hvor jeg kunne regne ud hvad der ville ske. Men det vejes op med de mange overraskelser, blændende kampscener og rørende historie som ‘Shang-Chi’ byder på.

’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ er en ren fornøjelse, og jeg har lyst til at gå ind og se den igen, hvilket jeg også kommer til, når den får premiere d. 2. september i biografer overalt i landet. Hvis du har mulighed for at se den i IMAX, så vil jeg virkelig anbefale det. Det er en film, der fortjener at blive set i biografen.