Konceptet bag Marvels nye actionbasker ’Eternals’ er noget af det mest ambitiøse, Marvel har begivet sig ud i. Men tallerkenen er så fyldt til bristepunktet, at det nærmest er umuligt at nå at spise det hele; selvom man gør et ihærdigt forsøg.

For tiden er det næsten umuligt at skaffe en hottere indie-instruktør end Chloé Zhao, som tidligere på året vandt oscarstatuetter for både bedste film og bedste instruktør; men når den ellers så dygtige filmskaber, som oftest har skildret virkelighedsnære outsidere fra arbejderklassen, nu skal til at tackle en historie om udødelige superhelte fra rummet, sker der et ærgerligt mismatch af ambitioner og mangel på identitet.

’Eternals’ placerer sig som den 26. film i Marvels filmiske univers og har til opgave at introducere et helt nyt sæt superindivider til Marvels liste over overjordiske karakterer. Vi møder de ti udødelige ”eternals”, som har været på jorden stort set siden menneskets oprindelse og som gennem tiden har beskyttet os mod de farlige monsterrovdyr kaldet devianter.

Da de endelig fik dem udryddet, har disse guder gået omkring os som almindelige mennesker; indtil nu! Devianterne er nemlig begyndt at dukke op igen, og derfor må gruppen af overmennesker med hver deres unikke superkræft samles for at løse problemet, mens de samtidig begynder at opdage, at deres oprindelige hovedformål muligvis ikke var, som de troede.

Lyder det som en stor mundfuld? Fordi det er det.

Zhao tager munden for fuld

Det største problem ved ’Eternals’ er, at den vil dække utroligt mange områder, hvilket udmunder i et rædsomt rod. I første omgang skal den introducere hele ti nye hovedkarakterer.

Inden vi møder dem, er 7000 års karakterudvikling fløjet forbi os, og derfor har vi svært ved at forstå deres relationer og blive følelsesmæssigt investeret i noget af den medgang og modgang, som møder dem.

Zhao forsøger at løse det problem ved at inkorporere flashbacks af udpluk fra verdenshistorien her og der, som desværre bare sætter en stopper for historiens momentum. Samtidig prøver hun at fortælle en tætpakket historie, hvor de endelige konsekvenser er af galaktiske proportioner.

I sidste ende er der simpelthen for meget indhold til at kunne skabe en sammenhængende historie og gøre os interesserede i konfliktens udfald.

Marvel vs. Chloé

Årsagen til det førnævnte rod kommer dog nok allermest til udtryk i manglen på en tydelig stemning. Filmen kunne utvivlsomt være et friskt pust i Marvels univers, men der afviges ikke fra Marvels prædefinerede formel, hvor vi jo altid skal ende i et stort animeret action-klimaks med hele menneskelighedens eksistens på spil.

Det værste er dog den påtvungne humor, som aldrig har været mere søgt. Karakteren Kingo (Kumail Nanjiani) er udelukkende sat i verden for at fremtvinge grin. Ellers bidrager han med absolut ingenting. Det bliver så massivt malplaceret at høre ham fyre jokes om internetkultur af, mens Jordens udslettelse står for døren.

Filmen ender i et mærkeligt mellemstadie, hvor man på den ene side har forsøgt sig med et mere eftertænksomt bud på en superheltefilm, mens man på den anden side har ville lave en Marvelfilm, som stemningsmæssigt matcher de andre i rækken. De to ting passer ikke sammen og efterlader os med en film, som ikke kan finde en sand identitet.

Talent kan ikke holdes nede

Selvom Zhao kæmper med at finde sin egen stemme i Marvelmaskinen, er der dog stadig glimt af den galakse af talent, som er at finde både i instruktørsædet og i det stjernespækkede cast. Lydsiden og det visuelle look er enormt flot, især når vi bevæger os rundt i de ældgamle civilisationer fra før vor tidsregning.

Og selvom der er så mange karakterer, at ingen af dem virkelig skinner igennem, så kan man ikke klandre de dygtige skuespillere for noget, da de alle leverer virkelig solide præstationer.

Superheltetrætheden sætter ind

Da Marvel i 2019 sendte ’Avengers: Endgame’ i biograferne, havde de skabt en utroligt vellykket kulmination på alt, hvad de havde udviklet af filmmateriale, siden ’Iron Man’ startede det hele i 2008. Men de nægtede at stoppe dér. Så vi fortsætter ufortrødent med oceaner af indhold, der skal holde marveluniverset i live, indtil vi mister interessen eller solen brænder ud – hvad end der kommer først.

’Eternals’ føles som den satsning, der skulle sætte gang i en ny udvikling i franchisen og holde den frisk. Men mens man har haft tårnhøje ambitioner, har man ikke turde gå all in og gå i en ny retning. Derfor har vi bare fået mere af det samme.

Samtidig har man ville alt for meget på alt for kort tid og pludselig, har man ikke opnået noget overhovedet.