Af NICOLAI MELDGAARD ESKESEN

Med under en måned til, at dette års Berlin Filmfestival åbner med den karismatiske Werner Herzog som jurypræsident, viser Vester vov vov, Gloria, Øst for Paradis og biffen i Aalborg sidste års charmerende vinder af Krystalbjørnen; Mary and Max. Denne pris, der tidligere er gået til Niels Ardens Oplevs Drømmen, gives til den bedste ungdomsfilm, men i modsætning til mange film rettet imod et yngre publikum er australske Adam Elliots stop-motion eller claymation dejligt befriet for politisk korrekthed.

Faktisk svælger filmen fra start til slut i tragikomiske karakterer, som vores to hovedpersoner. Den ene Mary Daisy Dinkle(Bethany Whitmore og Toni Colette), er med sine 8 år, overvægt og et modermærke, der har samme brune farve som hendes øjne et nemt moppeoffer i skolen. Bedre bliver det ikke at hendes mor har en hang til madsherry og indkøb til 5 fingrepris.  Livet ser ikke meget lysere ud for hovedperson nummer 2; Max Jerry Horowitz(Phillip Seymour hoffman), der udover at lide af aspergers ikke har nogen succes med sine møder i anonyme overspisere i New York. Faktisk må han spise op til flere af de chokolade hotdogs, han selv har fundet opskriften på. Hans eneste ven udover den enøjede kat Hal og Papegøjen Biscuit er Mister Alfonso Ravioli, der altid læser i selvhjælpsbøger såsom ”Jeg er ok. Du er ok”.

Umiddelbart lyder det jo ikke lige som den mest muntre historie, men imens vi følger de to personers historie fra den første gang Mary skriver til Max og spørger ham om, babyer kommer fra ølkrus, sådan som hendes farfar har fortalt hende, må man flere gange tage sig i, at grine højlydt. På trods af stort set alle odds etableres det umage pars pennevenskab der udover brev og billeder altid suppleres med en form for chokolade, der er begges store passion.

Max, der aldrig har haft en rigtig ven før, bliver på en og samme tid glad og angst over Marys breve. Angst fordi hendes spørgsmål får ham til at tænke over sit eget liv, fra de forskellige jobs han har haft gennem livet, såsom gadefejer, og kontorist i hæren til ubehagelige minder fra da han blev moppet som barn. Mary får omvendt hjælp af Max til at klare sine egne oplevelser med drillerier.

Undervejs viser filmen os en lang række af spøjse og karakterer såsom Marys nabo Len, der sidder i rullestol efter at have mistet sine ben i 2. Verdenskrig og som er bange for at forlade sit hus, da han ifølge Mary lider af homofobi, til Maxs læge, der udover at diagnosticerer ham som en aspie, også kommer med de gyldne leveregler, at man ikke skal veje mere end sit køleskab og ikke spise noget, der er større end sit eget hoved.

Mary and Max er en usædvanlig humørfyldt film, der på trods af tematikker om Aspergers, ensomhed, mopning, alkoholisme, kleptomani og andre lige så muntre emner, formår at skabe feel good stemning hos tilskueren. Filmens kunststykke ligger udover en omfangsrig kælen for selv de mindste detaljer i animationen, i kombinationen af den bejsorte humor og den unge Marys uskyldige blik kombineret med den særegne virkelighedsforståelse som Max i kraft af sin sygdom er udstyret med. Dybest set er Mary and Max en humanistisk hyldest til venskab på trods af forskelligheder pakket ind i en politisk ukorrekt sort komedie, der tilmed gør en klogere på Aspergers sygdom samtidig med at det giver svaret på hvor babyer egentlig kommer fra.

5 ud af 6 stjerner