I 3. sæson skifter Aziz Ansari perspektiv, og går fra en frisk dialogpræget komedieserie, til en Jim Jarmusch-esque stemningspræget og minimalistisk serie. Som altid er der drysset en god portion filmkærlighed over æstetikken.  

Okay – lad os tale om elefanten i rummet. Aziz Ansari har været inaktiv i filmbranchen siden 2018 grundet anklager i forbindelse med #metoo. Sagen blev dog aldrig stor i mediebilledet, da det hurtigt viste sig at være en misforstået date. Ikke desto mindre, virker det til at være noget den politisk korrekte komiker har taget til sig.

I denne sæson skifter serien hovedkarakter, og vi får ikke set meget til Dev (Ansari) igennem sæsonen. Og når vi gør, er det en sølle omgang. Dev anno 2021 virker som Ansari’s forsøg på at råde bod på hans sit offentlige image. Som om vi bedre kan leve med, at han vender tilbage, hvis bare han ikke fylder for meget.

Måske det PR-mæssigt er et godt trick, men for mange fans af serien vil det have en negativ effekt, da det ikke er en fyldestgørende fortsættelse af sæson 2’s cliffhanger (som vi trods alt har ventet på i fire år), eller en ordentlig afslutning for Dev’s karakter.

Det går også ud over denne sæsons rigtig fine fortælling, at man distraheres af de mange mangler fra serien som vi kender den – såsom tempoet, musikken, de satiriske dialoger og sjove personligheder med New York som baggrund.

Et (u)velkomment twist

Seriens hovedfokus i denne omgang er Dev’s gode veninde Denise (Lena Waithe), som absolut var en både sympatisk, spændende og komisk karakter i de første to sæsoner. Stemning, æstetik og tematik i sæson 3 er dog så markant anderledes, at det virker forkert at kalde serien ’Master of None’.

Enten har man ville undgå den triste skæbne der oftest rammer spin-off’s, eller også har man ville gøre brug af den kommercielle effekt seriens navn har.

Det er ikke fair over for hverken den fortælling sæsonen byder på, eller det serien originalt var, at sætte dette narrativ ind i denne sammenhæng. Og det virker mærkeligt at skifte hovedkarakter lige pludselig – så skulle det have været en del af seriens originale præmis, at man hver sæson fulgte en ny karakter fra den sjove og alsidige vennegruppe.

Stemningsfuld realisme med sublimt skuespil

Denne sæson byder på en meget mere alvorlig og følelsesladet tone. Serien bruger konstant stationært kamera. Der er usædvanlig få klip, næsten ingen nærbilleder eller underlægningsmusik, og billedsiden er lettere grynet. Ofte dvæles der længe ved scener og situationer, og tempoet er meget langsommere end vi er vant til fra både denne serie, og serier generelt.

Selvom intentionen er rigtig fin, og der ind imellem skabes nogle smukke, stemningsfulde og rørende autentiske øjeblikke, så overbruger de grebet, så det til sidst mister sin effekt. Det bliver simpelhent for kedeligt, og stjæler momentet fra de vigtigste scener.

Det fungerer dog yderst effektfuldt i afsnittet om Denise’s kone, Alicia (Naomi Ackie), og dette afsnit alene er 6 stjerner værd. Her bruges det dvælende greb til, at fange Alicia’s længsel, uro og udmattelse, som skildres enormt smukt og realistisk.

Vi fanges i et yderst effektfuldt halvnærbillede af Alicia, der venter uroligt ved telefonen, som hun har gjort så mange gange før. Vil dette opkald ændre hendes liv for altid, og kan hun endelig udleve sin drøm om at blive mor? Æstetik og narrativ opnår en smuk symbiose, som giver plads til de stærke følelser, som scenen kræver.

Ackies skuespil er så autentisk og nærværende, at jeg fik gåsehud. Hele scenen er som en vals af følelser, der danser fra den ene ende af spektret til den anden. Hendes reaktion på opkaldet vil give selv den hårdeste kyniker en klump i halsen og tårer i øjnene.

En komedie serie uden komik

Selvom komik har været et vigtigt greb igennem serien, er der ikke meget af den klassiske Ansari dialog, at finde i denne sæson. Netop fordi sæsonen tager fat på sværere emner, havde Ansaris skarpe og satiriske pen været en god tilføjelse.

Humoren i ’Master of None’ har aldrig taget fokus fra de vigtige emner, men derimod givet en lettere tilgang til dem, som sagtens kunne have fungeret i denne sammenhæng også.

Selvom Dev og ’Master of None’ ikke får den afslutning den egentlig bør og fortjener, lykkes det for Ansari, at få fortalt en smuk og afrundet fortælling i gennem fem poetiske afsnit, som i den grad er værd at se – man skal bare ikke forvente 3. akt af Dev Shah som New Yorks sjove foodie på jagt efter kærligheden.