Af Andreas Baumann

Norges filmversion af frihedskæmpernes kamp mod den nazistiske besættelse under Anden Verdenskrig. En storfilm, der minder meget om den danske, Flammen & Citronen – ikke helt så godt lavet, men med en noget mere professionel og genstridig modstandsbevægelse som omdrejningspunkt, der tydeligvis var en endnu større hovedpine for den tyske besættelse end det danske modstykke.

Max Manus er navnet på den mest fejrede norske modstandsmand nogensinde, han er et bærende ikon i Norges nationale selvforståelse og den hidtil højst dekorerede borger i Norge. Tankevækkende, når man sammenligner med at den eneste ikke-kongelige dansker, der har modtaget Elefantordnen herhjemme ikke har kæmpet mod overmagter eller des lige, men derimod er milliardæren, Mærsk McKinney Møller…

Men tilbage til filmen Max Manus. En medrivende, nervepirrende og i perioder betagende smuk film. Legenden om de norske sabotører under Anden Verdenskrig med Max Manus i centrum, kan næsten kun fortælles på denne episk, storslåede måde. Hovedpersonen Max (Aksel Hennie), der før modstandskampen mod tyskerne var frivillig i den finske kamp mod invaderende styrker fra Sovjet i Vinterkrigen, får i ny og næ flashbacks til disse hårde strabadser i Finland, mens han gang på gang indlægges med større og mindre skader efter sine sabotagehandlinger mod de tyske besættelsesmagter. Disse flashbacks er noget af det smukkeste i hele filmen, og gør du dig selv den tjeneste, at gå i biografen og se filmen, så læg især mærke til begyndelsen af filmen, hvor sne og jord eksploderer på den mest balletpoetiske måde om ørerne på Max og de finske soldater. Senere bliver filmen dog noget mere triviel, og man savner hurtigt en lidt mere vovet kameraføring og kunstnerisk smukke billedsammensætninger.

Vi følger Max’s dristige modstandskamp, der til at begynde med er på et amatørniveau med alt for risikabel omdeling af modstandspropaganda, hvilket er ved at få den unge modstandsmand anholdt. Han forsøger at flygte fra anholdelsen på mest heroiske måde ved at springe gennem et vindue og kvæste sig selv halvt ihjel. Derpå flygter han fra hospitalet og tager til Storbritannien, hvor han skoles som professionel sabotør. Så begynder modstandskampen at være noget mere synlig og effektiv, og sabotørgruppen får held med at bl.a. springe tyske skibe i luften i Oslo havn. En nervepirrende aktion i nattens mørke, der får hjertet op i halsen på biografpublikummet. Men modstandskampen har også en bagside, og Max´s venner falder en efter en for tyske geværer i løbet af besættelsestiden, og Max tyr oftere og oftere til alkohol i det han drives mod et nervesammenbrud. Han holder sig dog i live til krigens slutning, og får sammen med et par andre norske sabotører sprunget et stort tysk fragtskib i luften, som i filmen udnævnes til at være delårsag til tyskernes fallit, fordi de ikke kunne sende tyske soldater udstationeret i Norge til Vestfronten. Måske lige stormundet nok…

Sammenligner man filmen med det danske modstykke, Flammen & Citronen, hvilket virker helt oplagt, må man konstatere, at nordmændene har grebet det noget mere enkelt an, idet de fortæller en klokkeklar, utvetydig film om det godes kamp mod det onde. Det kan man sagtens forstå, når man tænker på den betydning den norske modstandskamp har i den norske selvforståelse, men historien bliver næsten for triviel og enøjet, og der skues på intet tidspunkt virkelig indad – hvor f.eks. nogle af landets medløbere og stikkere kunne kritiseres, hvilket jo også er en del af historien om besættelsestiden. Det har Flammen & Citronen en meget mere nuanceret og distingveret tilgang til.

Men ok. Nordmændene laver en film om deres egne helte, og så kan det måske blive for forvirrende, hvis man ikke fremstiller historien så heroisk som muligt… Nogle gange har man også bare lyst til at se en film, hvor rollerne som de gode og onde er mere klart fordelt. På de præmisser er Max Manus en meget medrivende film, som både er nervepirrende og meget underholdende.