En kvinde, der stræber efter mere i Hollywood, kan ikke stoppes. Selv ikke når en morder går rundt i de mørke gader. Det lyder umiddelbart genialt, men ubesvarede spørgsmål og mærkelige scene spænder ben for et godt resultat.
Maxine Minx (Mia Goth) har, efter at have levet et liv med en religiøs far, valgt et job inden for ’adult entertainment’ med MaXXXine som sit kunstnernavn. Hun finder dog hurtigt ud af, at det ikke fuldender hendes liv, så hun vælger at prøver kræfter med mainstreame-biograffilm. Hun bliver tilbudt hovedrollen i en horrorfilm ved navn ”The Puritan”, som instrueres af den benhårde Elisabeth Bender (Elizabeth Debicki).
I mellemtiden lurer en seriemorder, kendt som ”The Night Stalker”, i de skjulte hjørner. Ofrene er specifikt kvinder og mænd inden for filmbranchen, hvor morderen særligt har fået øje på Maxine. Vi følger Maxine gennem produktionen af filmen samtidig med, at morderen prøver at få fat i hende gennem bl.a. afpresning af hendes skjulte fortid og ved at få sin samarbejdspartner (Kevin Bacon) til at forfølge Maxine.
Overdrevenhed når det er bedst og værst
Filmen foregår i 1980’erne, hvilket deres iscenesættelse har succes med at vise. Derudover den bliver stræben efter succes, som er ret karakteristisk for Hollywood, virkelig godt illustreret. Selvom Maxine går rundt og har det svært, især når hendes liv er i fare, så er det vigtigste for hende ikke at finde morderen, men at opnå succes i filmen. Der er intet vigtigere.
Der er scener, der er ret ekstreme. Nogle gange giver det mening i forhold til fortællingen, men andre gange burde det nok være undladt. De ekstreme scener der giver mening, giver netop denne her stemning af, at vi er i Hollywood 1980’erne. Her taler vi om ekstremer ift. mængden af blod og every man for himself-princippet. Men det tager også overhånd. Der er en specifik scene, hvor vi meget tydeligt ser en mand få knust sine balls med Maxines højhælede sko, og her bliver det ret så ucharmerende.
Hele spændingen bygger på spørgsmålene om, hvem morderen er, og hvilken fortid Maxine prøver at gemme fra politiet. Ja, vi finder ud af, hvem morderen er, men nej, vi får ikke et helt klart svar på, hvad der er sket tidligere i Maxines liv. Vi får lige nok information til at kunne forstille os det, men uden at kunne være helt sikker på, om vores teorier er korrekte.
Stærke roller
Mia Goth er ikke et navn, man hører så ofte indenfor film og tv, men man må give hende, at hun gør det fremragende som Maxine Minx. Hun er ikke en, man kan tage pis på, men hvis man alligevel vælger at prøve på noget, kan man forvente det værste. Maxine bliver et godt eksempel på, at man skal være stålfast, målretter og iskold for at overleve den groteske Hollywood-verden. Som hun selv siger, så vil hun, på trods af alle de traumatiserende begivenheder, der har fundet sted, ikke have, at hendes liv i Hollywood nogensinde skal stoppe.
På trods af, at Elizabeth Debicki har en mindre rolle i filmen, stråler hun igennem med sin nådesløse og ubarmhjertige dialog som Elisabeth Bender. Hendes ansigtsudtryk forbliver følelsesløse, og det eneste, der betyder noget, er den filmen, som kunne føre til et gennembrud i filmbranchen for hende. Det eneste, hun har at sige til Maxine, er, at hun skal få styr på sit personlige liv, så det ikke forstyrrer filmen, uanset hvor stort et problem Maxine har.
Fordi vi er blevet præsenteret for disse kvindelige roller, der næsten ikke viser nogen form for følelse, får vi som seere et billede af en klassisk version af Hollywood; selvoptaget kaotisk, dramatisk og fuld af indre konflikt.
Et citat, der bliver brugt flere gange i filmen, er ”I will not accept a life I do not deserve.” Det bliver sagt af Maxine i flere omgange, og man kan så diskutere, om slutning er noget, hun fortjener, da man ikke ligefrem efterlades med en tilfredsstillende følelse. Man efterlades tværtimod tom, fordi man nok ikke selv ville have være tilfreds med sådan et liv. Fordi det ikke virker som et liv, Maxine fortjener.
Som portræt af et Hollywood rammer ‘MaXXXine’ plet. Som portræt af et menneske, er det lidt mere rodet. Det er i hvert fald ikke en film, man har lyst til at se mere end én gang.
