I ny, provokerende film balanceres både genre, manipulation og ignorance med seerens egen evne til at fortolke, hvad de får fortalt. Det er karakterstudier i høj klasse af forfærdelige og traumatiserede karakterer.

Hvis man ikke ved, hvad et ”maj december”-forhold er, er titlen på filmen ikke så forståelig. ”May December” refererer til parforhold med stor aldersforskel. May er den unge, som er i starten af sit liv. December er den ældre, der er nærmere på sidste del af sit liv.

I filmen ‘May December’ møder vi gennem skuespilleren Elizabeth (Natalie Portman) både vores May, Joe (Charles Melton), og vores December, Gracie (Julianne Moore). Elizabeth skal portrættere Gracie i en filmatisering af det turbulente og skandaløse forhold mellem Gracie og Joe, dengang det begyndte for 20 år siden. Gracie var dengang 36 år, gift og havde børn , mens Joe kun var 13 år.

Grædefærdige Gracie

Filmen er båret af de tre hovedkarakterer. Gracie er den manipulerende og sensitive kone og mor, der aldrig helt forstår, indrømmer eller indser, hvad hun har gjort forkert. Eller værre, er så indforstået med sine egne handlinger, at hun bruger naivitet som et våben. I dette forhold har hun opmærksomhed og sikkerhed. Hun har en mand, der aldrig ville kunne forlade hende.

Julianne Moore er sikker og bragende i rollen. Gracie har en barnlighed, som blandt andet kommer til udtryk gennem Moores læspen. Det bidrager til, at man næsten kan glemme hvem, der egentlig er den voksne i dette forhold. 

Moore skifter hurtigt og overbevisende mellem den stakkels naive kone som hele tiden græder også den selvsikre kvinde, der styrer hjemmet, jager i skoven og lever et godt og lykkeligt liv. Oscar-vinderen fortjener stor ros for denne rolle og får det også herfra.

’May December’ har fået kritik for sin portrættering af Gracie som pædofil, til trods for at filmen meget tydeligt ikke holder med hende. Filmen er en nuanceret skildring af Gracie og Joes forhold uden nogensinde at retfærdiggøre eller vise sympati for Gracie. Den er klar over, hvad den vil som en film, men træder aldrig over grænsen.

Filmen mestrer at gøre Gracie til en manipulerende karakter, som ikke bare er ond eller bare grædefærdig. Man forstår hurtigt, hvordan hun har fået hold på Joe og stadig har det efter alle disse år. 

Gracie vises ofte som en ustabil, men intelligent kvinde. Hun ved præcis, hvad hun siger. Dette ses i hendes beregnende kritik af sine børn og især døtre. ”Jeg turde aldrig at vise mine arme i din alder. Men modigt at du tør!”. Eller senere når samme datter får en badevægt i dimissionsgave.

Det er et underholdende manuskript med replikker som får seeren til at sidde måbende og kigge på skærmen. De siger absurde og komiske linjer, der samtidig er virkelig tragiske. Manuskriptet kræver, at seeren tænker selv, og at man forholder sig til genren, når filmen svinger frem og tilbage mellem komedie og tragedie. Dog har filmen også til tider svært ved at finde sin genre, og det kan  ende med at blive en forvirrende oplevelse.

Excentriske Elizabeth

Overfor Gracie finder vi oftest Elizabeth. Gracie og Joe har sagt ja til, at hun må være en del af deres liv nogle dage. De har håb om, at filmatiseringen på denne måde kan være mere human over for deres forhold og over for Gracie som person.

Men Elizabeth er en ”method actor” og bevæger sig rundt i forskellige roller alt efter, hvem hun taler med. Når hun er sammen med Gracie, er hun både Gracies spejlbillede og ja-siger, men også hendes største fjende. Langsomt forvandler Elizabeth sig til sin egen fortolkning af Gracie. 

Natalie Portman gør Elizabeth til sin egen karakter, men samtidig forvandler hun sig også til Gracie, uden at hverken Moore eller Portman ender med at spille den samme karakter. Selvom de to karakterer flyder sammen, kan man som seer godt forstå, hvor Elizabeth ender og hvornår hun spiller en anden. 

Portman er subtil i sin præstation som Elizabeth. Med alle mulige små tics og historier, manipulerer hun langsomt Gracie, men også seeren. Det er først, når Gracie (og seeren) bogstaveligt talt kigger sig selv i spejlet og ser en kopi i form af Elizabeth, at man virkelig forstår, hvad hun vil. Gracie og Elizabeth er begge så manipulerende, at det er svært at vide, hvem der vildleder hvem.

Jokkende Joe

Hvis Portman og Moore skal roses, så skal Charles Melton også. Skuespilleren, som egentlig er kendt for den kaotiske og infamøse Netflix-serie ’Riverdale’, leverer her en pragtfuld præsentation. 

Melton spiller den unge Joe, som er gift med Gracie, far til tre og passioneret larve-avler. Han er, som han var, da denne affære startede: dybt traumatiseret og nedbrudt. Dette er tydeligt i Meltons optræden. Naturligt levendegør han Joe i sit kropssprog og stemme. Han er så træt og så ung og så uvidende. Når han går, trækkes skuldrene op. Hovedet sænkes. Skridtene er forsigtige.

Da Joe prøver at snakke med Gracie om deres forhold, bliver det hurtigt en opgave i verbalt selvforsvar for Joe, trods at han aldrig har gjort noget forkert. Gracie har en falsk uskyldighed hos sig, som gør hende i stand til at spille offerrollen i alle situationer.

Gracie personificerer samtidig forestillingen om, at en mand (her dreng) ikke kan blive seksuelt krænket eller misbrugt. Gracie har en tydelig anderledes forståelse af sit liv end alle andre. Hvem er egentlig det virkelige offer i situationen? Hvem var i fængsel? Hvem var fanget i et ulykkeligt ægteskab? Hvem blev misbrugt? Hvem har det hårdest? 

’May December’ skal også have ros for aldrig at vise seeren, hvad der er sket mellem Joe og Gracie og alligevel få succes med at give seeren en oplevelse af, hvor forkert det er. Elizabeth kigger i en scene på castingbilleder af 13-årige drenge til filmen. De er børn. Elizabeths kommentarer om dem er absurd syrede.

De to store skuespillerinder Moore og Portman tager ikke alt opmærksomheden. Tværtimod er Meltons stille tilværelse, hvad der får ham til at skille sig ud. Han er overbevisende og kan sagtens stå på egne ben sammen med Moore og Portman. Sammen har de tre en god balance. 

Ny-klassiker eller hadet?

Filmens største problemer ligger flere steder. Den er lidt prætentiøs. Den flotte filmning er fyldt med blomster og larver, der sikkert har større symbolske betydninger, men falder lidt til jorden i en voldsom historie. 

Det er en film, hvor der ikke sker særligt meget, og det vigtigste egentlig er sket, mange år før filmen begynder. Den bliver lidt kedelig i længden, og for en seer der ikke bryder sig om den slags film, kan jeg kun forestille mig, at følelsen af længden bliver værre.

Filmen fungerer dog alligevel, fordi den er båret af tre så stærke skuespillerpræsentationer i roller, der fylder så meget. Det er et karakterstudie for seeren også gennem Elizabeth. Der er unikke, forfærdelige og komplekse karakterer på skærmen, der siger og gør underlige ting. De lyver og bedrager. 

Derfor skal man have tungen lige i munden for at følge med. Det betyder, at filmen kan blive forvirrende og overkompliceret, hvis man ikke tager den med et gran salt.

’May December’ er provokerende og langsom. Symbolik og fortolkning spiller en stor rolle. Tvetydige replikker og slutninger. Der er mange, der kommer til at elske denne film, og den er en klar Oscar-favorit. Men der er også mange, der vil absolut hade den.