Nogle gange sker det: man bliver rørt. Nogle gange er man forberedt på det, og nogle gange bliver man det ikke til trods for forventningen derom. Oftest sker det lige pludseligt, og så en sjælden gang sker det, at man bliver rørt, selvom man virkelig ikke ønsker at blive det. Jeg giver jer: ’McFarland, USA’.

Jeg ved det godt. Hvordan kan man blive rørt af en ærkeamerikansk Askepot-sportsfilm med ingen ringere end Kevins Costner til at agere alfaderen, den modvillige helt, Jesus Kristus Frelseren, der omgives af en flok tacospisende mexicanske frugtplukkere med ringere udsigter end Sydhavnens bedste. I am not kidding you!!! – Stereotyperne lever det fede liv i McFarland, med lowriders, sjakbajser, tacos ad libitum og ”oh you did not say no to mamitas home made enchiladas, Blanco!–attitude. Og så med Costner i midten som ”coach White” der opdager renheden og godheden i syv unge drenges hjerter – og ikke mindst deres vilje til at løbe. Alligevel var jeg på nippet til at knibe en tåre.

En ulv i fåreklæder
Misforstå mig ikke, ’McFarland, USA’ er faktisk en ret ringe film på ret mange punkter. For det første illustrerer den Hollywoods trang til at fortælle ”based on a true”-historier om hvide mænd eller kvinder, der gør noget godt for en minoritet, som om det var bestillingsarbejde for de bedrestillede hvide, så de kan pege og sige, ”se bare på McFarland, USA – vi er slet ikke så slemme endda, og hvem elsker ikke tacos?”.

Set udelukkende fra dette perspektiv er ’McFarland, USA’ en ret modbydelig film, men vi spiller med på solstrålehistorien lidt endnu.

For det andet er der presset så mange Costner-klichéer ind i filmens 130 minutter, at man næsten bliver træt af at se på ham (men også kun næsten). For det tredje kan jeg ikke finde ud af, om de her syv unge drenge skal forestille at være tough, eller hvad pokker det er, der er med dem. Af de syv er der kun én – måske to – der lader til at være utilpassede unge. Det er sgu et dårligt turnout. De har det simpelthen lidt for godt. De er alle lidt for glade for at stå op klokken halv fem om morgenen for at plukke kål. De er sgu lidt for glade for livet.

Når Costner når dybt
Aha! Der har vi humlen. De syv unge drenge er bare for gode til at være sande, men af en eller anden grund så tror jeg på dem. Det samme gør Kevin Costners ”coach White”, og det udløser mirakler: jeg bliver rørt. Jeg bliver rørt over, at de syv unge drenge vågner klokken halv fem for at tage på fysisk udmattende arbejde, for derefter at tage i skole, efterfulgt af en benhård Costner-løbetræningssession, for til slut at tage tilbage på arbejde. Jeg bliver rørt over den iver og ære (om end kunstigt fremstillet), der bliver lagt i hver en handling.

Min bedømmelse af filmen er måske en tilsnigelse, og en to-tre stjerner havde måske været mere passende. Jeg kan bare ikke se bort fra, at jeg faktisk blev rørt, da jeg allermindst ville det.

Forresten handler filmen om high school-terrænløb.